Stephanie Gundelach: "Før jeg blev gravid, har vi faktisk ikke haft en hverdag som kærester"

Hun præsenterede sig som Julio, da de mødtes første gang på Roskilde Festival, efter hun havde været i Mucho Macho-baren, og siden blev de langdistancekærester. Kort efter nytår blev stylist Stephanie Gundelach, 33, og verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, 32, forældre til lille Eddie Max, og nu er familien ved at falde på plads i hverdagen i Paris med kærlighed og kunst fra gulv til loft.

“Hva’ så tykke?”

Mikkel Hansen bøjer sig og kysser sin søns store bløde kinder. Eddie Max sidder på maven af sin mor, Stephanie Gundelach, i familiens lejlighed i Paris’ 8. arrondissement. Overalt hænger kunst, som Mikkel har samlet på, siden han i 2012 skrev sin første kontrakt med håndboldklubben Paris Saint-Germain og fik en løn, der gjorde interessen mulig.

– Vi rykkede rundt på det hele forleden, så nu føles det som et nyt hjem, siger Mikkel og peger på to nyerhvervelser i stuen. Et Tal R-maleri, som de købte på en udstilling i Paris for nylig, og et maleri af dansk-iranske Farshad Farzankia. De fik det hjem i sidste uge, efter at Mikkel havde købt det ud fra et foto på en pdf.

– Det plejer jeg ikke at gøre med malerier, men jeg er ikke blevet skuffet. Det er endnu flottere, end jeg havde regnet med, siger håndboldspilleren om det farvestrålende maleri, der er omtrent lige så højt som ham selv.

LÆS OGSÅ: Håndboldspiller Mikkel Hansen afslører: ”Another bad boy coming up”

Det er umuligt at finde et kedeligt sted at kigge hen i lejlighedens mange rum. Bag den gule veloursofa i stuen hænger et værk på 2,5 x 4,5 meter med et stort rødt vejnet, som Mikkel kan kigge på i timevis, mens han mindes sin barndoms bilferier ned gennem Italien med tre børn på bagsædet. På gulvet står en stor, smuk buket i en vase, som også ligner et kunstværk, ved siden af et hvidt hestehoved for foden af en høj slank lampe i messing. Den parisiske pejs er omgivet af bøger om fransk design med udsigt til to stykker fotokunst på vej ind til køkkenet, hvor et nyerhvervet maleri læner sig op af en halvvæg, fordi vægpladsen er sluppet op. Alene på Eddie Max’ værelse, som han dog endnu ikke har indtaget, hænger fem smukke værker.

– Vi jokede med, at vi skulle bruge det lyseblå maleri som himmel, siger Mikkel og griner.

Kunst gør Mikkel Hansen glad, og han har heldigvis fundet en æstetisk bevidst kvinde at dele sin interesse – og sit liv – med. Han faldt for Stephanie en tidlig morgen, klokken fire, på Roskilde Festival, hvor hun, efter en tur i Mucho Macho-baren, iført mexicanerhat og overskæg tegnet med tus, introducerede sig selv som Julio! Der gik et par år, før de begge var klar til et forhold, men nu har Stephanie Gundelach – der har været kreativ direktør i butikken B56, startet bloguniverset Anywho, været partner i handelsportalen Anywear og frem til sin barsel arbejdet som stylist – været ved Mikkels side i to et halvt år. Sidste forår blev hun gravid, og i sensommeren flyttede hun til Paris, så parret kunne få en hverdag sammen, inden de skulle være forældre.

– Det var en kæmpe omvæltning, men det var rart efter lang tids langdistanceforhold. Vi savnede begge to at have en stille og rolig hverdag sammen. Hver gang vi var sammen i enten Paris eller København, stressede vi lidt over, at vi skulle have det bedste ud af det og nå en masse ting: ud at spise de rigtige steder og se en masse udstillinger og mennesker. Så før jeg blev gravid, har vi faktisk ikke haft en hverdag som kærester, siger Stephanie, som bliver suppleret af Mikkel.

– Der gik lang tid, før vi havde en aften, hvor vi bare lå og stenede og så en film, siger han.

Stylisten og håndboldspilleren har inviteret til interview, Sancerre og pistacienødder. Eddie Max er der naturligvis også og skal indimellem ammes, skiftes, leges med og vugges. Hverdagen er kommet til Paris, og den er kærkommen.

Termin lige op til VM

Den kom med Eddie Max, en stor, glad baby, der savler af grin, når man leger med ham. Eddie Max Gundelach Hansen kom til verden 5. januar 2019, og det var heldigt. Der var nemlig mange dage, hvor Stephanie helst ikke skulle føde.

1. december sidste år fløj hun højgravid til Danmark, hvor hun skulle føde – i god tid inden terminen 27. december. Den vordende far havde sin sidste ligakamp i Nantes 20. december, og indtil da var Stephanie, af frygt for at sætte gang i fødslen, påpasselig med at gå for hurtigt op og ned af trapperne til og fra 5. sals-lejligheden på Østerbro, hvor parret bor, når de er hjemme.

Det var også svært for Mikkel at være et andet sted, og han sørgede for, at han til enhver tid kunne løbe af håndboldbanen, sætte sig ind i et fly og være hjemme hos Stephanie inden for fire timer, hvis fødslen gik i gang før termin.

Det meste af december gik, og Mikkel fløj hjem til Stephanie kort før jul. Stadig ingen baby. Nytår fejrede de sammen i lejligheden på Østerbro iført joggingtøj med takeaway og en film i fjernsynet. Stephanie med pomfrit-hat og Mikkel med en kalkun på hovedet. De holdt sig lige akkurat vågne til at se fyrværkeriet fra altanen på deres sidste nytårsaften sammen som par, bare de to, trætte, spændte og klar til at blive en lille familie.

De tre første dage af januar var Mikkel i Herning til de sidste VM-forberedelser. Skæbnen ville, at der de dage var voldsom blæst over Danmark, og Storebæltsbroen, som Mikkel skulle køre over for at komme hjem, når fødslen gik i gang, var lukket med jævne mellemrum og kort varsel.

– Det var virkelig stressende, siger Stephanie, der i forvejen var nervøs for fødslen.

– Indtil da havde jeg prøvet at overtale min krop til at vente med at føde, men da jeg var gået en uge over termin, var jeg klar til at få ham ud, så vi kunne have nogle dage sammen os tre inden VM. Mikkel skulle spille sin første kamp 10. januar, og jeg begyndte at være lidt presset, siger Stephanie.

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen og Stephanie Gundelach guider dig til en perfekt dag i Paris

Hun var ikke ene om at bekymre sig om timingen af forældre- og verdensmesterskab, viste det sig. På Instagram modtog den kommende mor beskeder fra danskere, der var vrede over, at hun og verdens bedste venstreback ikke havde timet fødslen af deres barn bedre. Landsholdet risikerede at stille til start uden den mest afgørende spiller, fordi han skulle være far.

– De synes jo nærmest, at jeg skulle have afbrudt graviditeten, siger Stephanie om beskederne. Mikkel ryster på hovedet.

– Det er sørgeligt, at folk har så stort et behov for at skrive grimme beskeder på de sociale medier, men de forstår nok ikke rigtigt konsekvenserne af det. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm, siger han.

Livet med barn i Paris

Dagen inden interviewet går Eurowoman rundt i byen med Stephanie og Mikkel, der har hinanden i hånden og en hånd på barnevognen langs den store, brede boulevard, hvor de bor, og videre til Parc Monceau. Mikkel har boet klos op ad parken i syv år, men har kun været der ganske få gange. Før han blev far. Nu går han, Stephanie og Eddie Max tur der flere gange om ugen.

Da de blev en familie, begyndte de at bruge Paris på en anden måde. De går stadig gerne ud og spiser morgenmad og frokost, men ender også tit steder, der bliver valgt ud fra børnevenlige kriterier: Er der fremkommeligt med barnevogn, og ligger stedet godt på ruten i forhold til Eddie Max’ lur?

– I forhold til København er Paris ikke en specielt børnevenlig by, har Stephanie nu erfaret.

Når hun er hjemme på Østerbro, er der barnevogne overalt, pusleborde på restauranterne og elevatorer i metroen. Sådan er det ikke i Paris. Her kigger folk også en ekstra gang, når parret kommer trillende med Eddie Max i en Bugaboo, som pariserne, ifølge Mikkel, betragter som lidt af en tank. Men det er ikke det eneste, der får pariserne til at kigge efter den danske familie. En dag i Jardin du Palais Royal, en smuk, skjult park i det centrale Paris, blev Eddie Max ked af det og skreg højt, og Stephanie måtte amme ham midt i det hele blandt lokale på spadseretur.

– Alle kiggede! siger Mikkel.

– De gloede åbenlyst. Selv da de var gået forbi Steph, vendte de sig om og kiggede, siger han.

Mikkel kigger de ikke så meget efter i Paris, som de gør i Danmark, hvor mange ifølge Stephanie føler, at de kender ham personligt. Første gang hun mærkede, at hun var blevet kæreste med et stykke dansk folkeeje, var i et tidligt morgenfly fra København til Firenze.

– Vi fløj klokken seks om morgenen og sad på nogle af de forreste pladser og sov, indtil jeg vågnede ved, at der stod tre drenge i toiletkøen og filmede os, mens jeg lå og savlede op af Mikkels skulder, siger Stephanie.

I Paris kan Mikkel sagtens gå i fred ned til bageren og hente morgenkaffe iført badekåbe, hvad han gør hver dag. Selv om han også vækker genkendelse blandt parisere.

– En dag spiste vi frokost et sted, hvor der var en, der kom og sagde: “Jeg har set dig før! Har du spillet VM i frisbee?” fortæller Stephanie og griner.

Så kom han!

Da det var blevet 4. januar, hvor Mikkel endelig havde tid til at blive far, tog parret på Rigshospitalet. Her havde de en aftale med “verdens bedste jordemoder”, som de meget gerne vil nævne ved navn, da den jyske, varme, sjove og meget professionelle jordemoder, som af de grunde også varetager et moduls fødselsforberedelse på Riget, var alt, de kunne drømme om. Tre måneder inden havde hun været i Paris og givet Mikkel eneundervisning, så begge de vordende forældre følte sig godt forberedte den januardag på hospitalsstuen, hvor fødslen blev hjulpet lidt på vej. Stephanie havde pakket en taske med fake stearinlys og en lyserød højtaler.

– Du var en lille indretningsarkitekt der, det var virkelig hyggeligt, siger Mikkel.

De blev installeret på en stue, veerne kom og tog til i styrke. På forhånd havde Stephanie bedt Mikkel om at agere som en teamleader til en fodboldkamp, så han stod og heppede ved sengegærdet: “KOM NU, KOM NU!” Men det var alligevel ikke det, hun havde brug for.

– Og det forstod Mikkel med det samme. Han var seriøst en kæmpe støtte og gjorde alt rigtigt. Jeg kunne ikke have klaret det uden ham. Eller bedøvelse, siger Stephanie, der tydeligt husker, da anæstesilægen efter mange smertefulde veer kom til syne på stuen.

– Jeg følte bare, at der kom en engel ind ad døren, jeg var så glad! Jeg fik en pause fra de værste smerter, og så fik jeg lyst til kage! Mikkel, jeg vil gerne have et kagebord. Nu! sagde hun, og Mikkel gik til hospitalskiosken efter træstammer og hindbærsnitter.

– Jeg havde bare brug for energi. Jeg tror, jeg bællede fem Vitamin Well, jeg har aldrig været så tørstig i mit liv. Der var en time, hvor vi havde en fest. Vi fik kage, hørte boyband-musik, og så sagde Mikkel, der jo kunne se den der skærm: “Du ved godt, at du har en ve lige nu, ikke?” Og jeg sad bare med en træstamme i munden, helt bedøvet: “Har jeg det?”

– Du var jo nærmest småforelsket i hende den kvindelige læge, der gav dig blokaden, siger Mikkel.

– Ja, hun var sgu dejlig, ha ha! Jeg var ret naiv, og det var nok godt, for jeg havde en idé om, at det værste var overstået, og det gjorde, at min krop slappede af.

Efter otte minutters presseveer blev de forældre.

– Eddie Max blev født til Enya! Eller var det Céline Dion? siger Stephanie.

Efter mange måneders stress over, hvordan det hele skulle gå, kom Eddie Max præcis, da han skulle. Han blev lagt på Stephanies mave, Mikkel klippede navlestrengen, og, siger Stephanie:

– Du blev ret rørt, for pludselig vendte du dig om og gik lidt væk, for jeg tror ikke, du kunne overskue … Det var bare så vildt.

– En fødsel er en meget surrealistisk oplevelse som mand, for du står bare der og ser den, du elsker, gå igennem så meget smerte for din skyld. Det er ret smukt. Og ret svært at se på. Men da jeg så Eddie Max ligge der med Steph bagefter … det er nok det mest lykkelige øjeblik i mit liv. Og da han lå hos mig bagefter. Det er jo den bedste følelse overhovedet. Første gang du ligger der med dit barn...

Et hjem spækket med kunst

På det røde og gule bord i køkkenet, hvor de sidder, ligger en sutteflaske og en rangle, og ved siden af den står en smuk buket blomster i keramik udført af den danske kunstner Rose Eken.

– Inden Steph kom, var det ikke ligefrem, fordi det vrimlede med blomster her, så der var en form for ironi i, at der altid var en frisk buket, siger Mikkel. I dag ligner hjemmet et galleri, der har haft besøg af et par vuggestuebørn. Når Eddie Max begynder at kravle, gå og rage ting ned, er der nok at tage fat på.

– Det må man jo tage med. Jeg håber bare ikke, at det er vasen der, han skubber ned, siger Mikkel og smiler lidt nervøst.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det er den rejse, Timm og jeg aldrig er færdige med at tale om"

– Men et maleri kan jo godt tage lidt tæsk.

– Mikkel har stået flere gange og spillet håndbold og fodbold op og ned af malerierne i gangen med sin nevø, siger Stephanie.

– Prøv at høre, hvis det skal være som at bo i et museum, går det ikke. En af lamperne i stuen, som vi har fundet på et loppemarked, har også fået et ordenligt gok, fordi vores ven fik overbalance og væltede ind i den, da vi i en mimeleg skulle gætte 50000 volts going through your chest. Men det giver jo også en slags værdi til lampen, at vi nu har et synligt minde om den aften, siger Mikkel.

Er der nogle af Mikkels værker, du ikke kan lide, Stephanie?

– Ja, det er faktisk ét. Den lille statue af et skelet (af kunstneren Troels Carlsen, red.) synes jeg, er helt forfærdelig. Jeg kan slet ikke forstå, hvad den laver i vores stue. Ellers elsker jeg alt, siger hun.

– En gang imellem har man da lyst til at rive hovedet af sig selv og kaste det væk, ligesom skelettet gør, siger Mikkel.

– Ja, det er fordi, det vækker nogle følelser i dig, siger Stephanie.

– Det har jeg da en gang imellem, griner Mikkel.

– Når jeg er lidt træt af mig selv. Det var jeg fx efter den kvartfinale, siger han med henvisning til Champions League i foråret, hvor PSG røg ud – ifølge Mikkel – fordi han kvajede sig.

Ikke at han gør meget galt på en håndboldbane. PSG er blevet franske mestre, Danmark verdensmestre, og Mikkel er for tredje gang blevet kåret som den bedste til sit fag i verden.

Fordi kunst giver ham så meget, vil han gerne hjælpe andre med at finde den rette. Derfor sluttede han sig sidste år til Artland som investor. Artland er en app, der hjælper folk, som gerne vil købe kunst, med at finde den. Både nybegyndere, der ikke ved, hvor de skal begynde, og folk, der allerede samler.

Selv har Mikkel, siden han begyndte at samle, handlet meget intuitivt.

– Jeg ved hurtigt, hvad jeg kan lide, og det er dét, jeg køber efter. Ikke at det skal være 50.000 euro mere værd i næste måned.

Bag ham hænger to andre stykker fotokunst – af Trine Søndergaard – som forestiller to personer iført Fanødragter, der skjuler det meste af ansigtet.

– De her er også ret interessante, fordi vi har burkaforbud i Danmark, hvor man gerne må bære den her Fanødragt. Det er da en lille smule vanvittigt. Hvad er forskellen på den og en burka? Det var ikke et politisk værk, da jeg købte det, men det er det så blevet nu. Det er jo ret ironisk, siger Mikkel.

Hvilken udstilling har sidst gjort indtryk på jer?

Stephanie: – Jean-Michel Basquiat på Fondation Louis Vuitton. Jeg er meget vild med hans værker, og det var en helt overdrevet udstilling med flere etager fyldt med kæmpe malerier. Hans farvevalg er ret unikt, bygningen er meget smuk, og jeg blev bare revet med.

Hvad er det næste værk, I drømmer om at købe?

Mikkel: – Det er en vase af Axel Salto. Mit problem er, at jeg lige har fået en søn, så det er måske ikke det smarteste tidspunkt med en vase til mange tusinde kroner. Men jeg har altid været meget begejstret for hans vaser, og jeg har stadig en fane åben på min telefon med en mørkerød vase, jeg nok skulle have købt, første gang jeg så den, for den bliver bare dyrere og dyrere.

En hård start på familielivet

Efter Eddie Max blev født, havde familien som håbet tre-fire dage sammen i ro og mag – på et barselshotel i Gentofte, fortæller Mikkel.

– Bedste beslutning! råber Stephanie inde fra sengen, hvor Eddie Max lige får et måltid mælk. Imens de lærte at være tre, spillede resten af landsholdet træningskampe og forberedte sig til VM. Mikkel var i løbende dialog med sin træner, Nikolaj Jacobsen, der i hele forløbet har været large med at give ham tid og plads til at være far. Men 10. januar gik den ikke længere. Danmark skulle møde Chile, og Mikkel sluttede sig til landsholdet i Herning, mens Stephanie og Eddie Max flyttede ind i et lejet sommerhus i den midtjyske by for at være tæt på Mikkel. Med sig havde hun sin mor Hanne, der var til stor hjælp, hvad hun stadig er i dag, hvor hun kommer til Paris ca. en uge om måneden for at se sit barnebarn og hjælpe til. Mikkels forældre, der havde lejet sommerhuset ved siden af, hentede ham efter hver kamp, når han havde fået sin restituerende behandling, og kørte ham hjem til Stephanie og Eddie Max, hvor han blev, til han skulle møde på arbejde igen næste formiddag.

– Det var svært at være væk, og det synes jeg stadig, det er. Vi har lige været væk fra hinanden i 10 dage, hvilket er rekord.

Hvordan var VM for dig, Stephanie?

– Svært spørgsmål, siger hun.

Lang pause.

– Januar var nok på én gang den hårdeste og mest magiske måned i mit liv. Det var hårdt at undvære Mikkel. Vi havde været forberedt på det i mange måneder, men det var noget andet, da vi stod i det, og jeg stod der med et lille væsen, som jeg skulle lære at skifte ble på og amme, og hormonerne piskede rundt i kroppen. Det var hårdt, selv om jeg var omringet af familie, der gerne ville hjælpe. Jeg havde mest lyst til at forsvinde og bare være en lille familie med Mikkel og Eddie Max i en måned, uden at tage stilling til noget som helst, og falde på plads i de nye roller. Men jeg ville også gerne være en støttende kæreste, for selvfølgelig støtter jeg Mikkel og hans karriere og har kæmpe respekt for, hvor hårdtarbejdende og seriøs han er.

Det var heller ikke let de dage, Mikkel kom hjem og kunne mærke, at det havde været en hård dag.

– Normalt, når man møder Steph, er hun glad, snakkende, supersocial og åben, men nogle dage var dit blik bare … jeg kunne bare se, at der var udsolgt. Og du havde ikke altid lyst til at sige det, hvilket jeg syntes var åndssvagt.

– Jeg var så bange for at påvirke Mikkels spil ved at brokke mig. Og jeg kunne alligevel ikke ændre situationen, så hvad hjalp det? siger Stephanie.

Nogle kampe så hun på sin telefon, og Østrig-Denmark så hun og 10 dage gamle Eddie Max i hallen.

– Der var vi dårlige, siger Mikkel, så jeg bad Steph om ikke at komme mere. Han griner højt.

Hvad fremtiden bringer

I sommeren 2022 udløber Mikkels nuværende kontrakt med PSG, og hvad der så skal ske, ved han ikke, andet end at både han og Stephanie gerne vil tilbage til Danmark og bo. På et tidspunkt. Om han skal forlænges i den franske klub, bliver afgjort i sommeren 2021.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachmann: "Sidste sommer kendte vi ikke hinanden. Det hele er gået meget hurtigt"

– Jeg vil gerne stoppe den dag, hvor jeg ikke længere har noget at bidrage med, og hvor jeg møder op til træning og ikke længere synes, det er sjovt. Om det er i 2022, ved jeg ikke endnu. Men det kunne sagtens være en mulighed.

Hvad skal du, når du ikke længere skal spille professionel håndbold?

– Jeg aner det faktisk ikke. Men det bliver fedt at skulle ud og bevise sig selv igen. Jeg har rigeligt med interesser, så jeg skal nok finde på noget. Og så skal jeg også tilpasse mit liv i forhold til Steph. Hun har også en karriere, som jeg har stor respekt for. Hun har taget et stort skridt og sat sin egen karriere på standby i en periode og er flyttet til Paris for min skyld. Det er da romantisk. Men på et tidspunkt vender det jo, og så får hun fuld knald på, siger han.

– Jeg glæder mig til den dag, jeg skal forsørge dig, siger Stephanie glad.

– Det bliver forrygende, siger Mikkel.

Stephanie har ulig de fleste parisiske kvinder, der nøjes med tre måneder, valgt at holde barsel i et år. Hun savner at være tæt på familie og venner, men nyder tiden, de mange gåture med Eddie Max, den ugentlige franskundervisning og tiden til at tænke over, hvad hendes næste store projekt skal være.

– Jeg har altid godt kunnet lide at skulle tusinde ting, og jeg har mange drømme og ambitioner. Jeg sætter en stor ære i at kunne forsørge mig selv, og det kribler i fingrene for at komme i gang igen. Hvad der skal ske, ved jeg ikke præcist endnu, men jeg har mange idéer, og Mikkel er en ret god sparringspartner. En dag vil jeg gerne starte mit eget, og det behøver ikke at have noget med mode at gøre. Men jeg tror, at det er meget sundt at skubbe mit eget ego til side og koncentrere mig om Eddie Max og finde ro i, at det andet nok skal komme.

Da Mikkel og Eddie Max blev hyldet på Rådhuspladsen

27. januar vandt Danmark over Norge i en VM-finale, hvor Mikkel stod for syv af målene. Det fejrede han og resten af holdet på behørig vis, og var, da de landede i København næste dag, ifølge Stephanie: “super bagstive.” Hun havde fået at vide, at hun ville blive hentet i en bus, men ikke at det var den bus, som så mange danskere var mødt op i Københavns gader for at vinke til.

– Så sad jeg der med nyfødte Eddie Max i mine arme, og jeg vidste jo stadig ikke, hvad jeg skulle gøre, når han græd, så det var superstressende, siger hun. Mikkel kom ind i bussen, “helt glad og skeløjet,” og landsholdsspillerne og deres familier kørte gennem København ind til Rådhuspladsen, hvor der stod et hav af mennesker og ventede på at hylde spillerne.

– Eddie Max begyndte selvfølgelig at græde, lige da vi ankom, og Frank Jensen tog imod os. Der var mennesker overalt, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvornår jeg kunne amme, siger Stephanie.

– Jeg var bare rimelig flyvende, siger Mikkel.

– Det var ret syret, fordi det var så kontrastfyldt, siger Stephanie.

– Din karriere peaker, og jeg kan ikke tænke på andet end at amme.

– Men mit liv peakede jo også lige der på grund af jer! Det var jo helt vanvittigt. De to ting sammen er noget, jeg aldrig vil glemme. Der skete så meget på så kort tid, at jeg stadig bliver rørt af at snakke om det. Men at blive forælder var meget større end alt andet. Der er ting i livet, som er væsentligt større end håndbold.

Holdet fik et par rådhuspandekager og taler, mens Stephanie lånte borgmesterkontoret til at amme i. Herefter gik alle spillerne ud på den lille balkon for at lade sig hylde af menneskehavet på pladsen nedenfor.

– Og så fik jeg den idé, at Eddie Max skulle med ud. Selvfølgelig skulle han det, siger Mikkel.

– Jeg kan bare huske, at du kom hen til mig med raske skridt, tog ham i dine arme og gik mod balkonen, og jeg fulgte efter. Hele den måned havde været så overvældende for mig, og jeg kunne ikke rigtig rumme mere, men jeg gik med ud. Jeg havde ikke fattet, hvor mange mennesker der var, før jeg så det oppefra. Og pludselig kunne jeg bare høre det der sus, da de så Mikkel med Eddie Max. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen, det var så overvældende at se dig stå der med vores nyfødte søn, lige efter I havde vundet VM. Det var, som om du forsvandt lidt. Du lagde slet ikke mærke til alle de mennesker, du stod bare og kiggede ham i øjnene og snakkede til ham.

Den bedste dag i Stephanies liv indtraf først dagen efter, da hun, Mikkel og Eddie Max fløj hjem til den franske hovedstad.

– Det var første gang, jeg fandt ro. I Paris var der et hjem og ikke noget, vi skulle. Vi gik en tur med barnevognen til Parc de la Villette, og for første gang var vi bare en lille familie.