Opvaskemaskine

Sådan får du det bedste ud af din opvaskemaskine

En opvaskemaskine, der aldrig vasker helt rent, som lugter surt og efterlader alle glas med et kalkslør, gør ikke megen nytte. Heldigvis kan du spare dig selv for en efterfølgende opvask i hånden ved at følge et par helt enkle råd.

Skyl ikke af

Skrab din tallerken fri for madrester, før du kommer den i opvaskemaskinen. Filtret er nemlig ikke glad for store madstykker. Men lad være med at skylle dem rene under den varme hane. Du bruger bare alt for meget vand. Bliver tallerkenerne ikke rene, trænger maskinen måske til en afkalkning eller til salt og afspændingsmiddel.

Salt og afspændingsmiddel

Fyld op med salt og afspændingsmiddel jævnligt og gerne, før knapperne blinker. Men vær opmærksom på ikke at fylde for meget på. Hvis servicet føles fedtet, er det tegn på for meget afspændingsmiddel. Pletter og striber på glassene tyder på for lidt. Får dine glas kalkslør, mangler maskinen salt, mens for meget salt giver en belægning på servicet, som smager salt.

Hvilke opvasketabs?

Mange nye opvasketabs indeholder både salt og afspænding, så du behøver faktisk ikke gøre mere. Men er hårdheden på dit vand over 15dH, skal du selv komme salt og afspænding i maskinen, så her kan det bedst betale sig at købe en helt almindelig, billig tab.

Sæbe

Pas på med at overdosere med sæbe. Det giver nemlig ikke at pænere resultat. Hvis ikke dit service er specielt beskidt, kan du nøjes med en halv opvasketab. Det er billigere og giver ofte et pænere resultat.

Rengør maskinen

Gør rent i opvaskemaskinen cirka en gang om måneden. Sørg for, at der ikke ligger madrester i bunden af maskinen, tøm filtret og vask det godt, giv også gummilisterne en omgang med sæbevand. Herefter hælder du en halv liter eddike i bunden af maskinen og kører den igennem ved højeste temperatur – gerne med glas i, så får du nemlig også fjernet kalkrester fra dem. Er maskinen meget beskidt, kan du komme et brev med citronsyrepulver i skuffen til tabs og køre et normalt program i en tom maskine. Tag spulearmen af, og rengør hullerne med en vatpind eller tandstik.

Tåler ikke maskinvask

Krystalglas og porcelæn med sølv- eller guldkant kan ikke tåle opvaskemaskinens høje temperatur. Det samme gælder bestik med håndtag af ben eller horn, der hurtigt bliver mat og revnet. Køkkenredskaber og skærebrætter af træ skal vaskes op i hånden, og det skal køkkengrej af aluminium også, da det kan give rustpletter på de øvrige ting i maskinen; det gælder både aluminiumsgryder, hvidløgspresser, is-ske og osteskærer. Skarpe knive bliver slidte og uskarpe af maskinvask, så de skal vaskes i hånden og straks tørres af i et viskestykke.

Må godt komme i maskinen

Overlad arbejdet til opvaskemaskinen, når børnenes legetøj trænger til at blive gjort rent. Hårbørster og kamme bliver flotte af en tur i maskinen, og det gælder også for såvel opvaskebørste og fejekost. Sommerens strandting i plast kan godt tåle en tur i opvaskemaskinen, f.eks. badesko, sandaler, legespand og skovl.

Forbudt

Og HUSK også, at hunden ikke må slikke madrester af tallerknerne, før de sættes i opvaskemaskinen. Opvaskemaskinens standardprogram vasker nemlig ikke ved så høj temperatur, at hundens bakterier dør.

Kilde: Samvirke

Vidste du...

...at der står en opvaskemaskine i 69 ud af 100 danske hjem (2018).