Pernille og Bo har ført deres originale Kalmar-sommerhus ”tilbage” til stilen i 1974
Ubehandlede bræddevægge og patinerede fyrretræslofter pryder Pernille og Bo Eno Fournais’ originale Kalmar-sommerhus i Tibirke Sand, hvor stil og farvevalg er lige så gennemførte, som da huset blev bygget i 1974.
Pernille er helt klar i mælet, når det kommer til det karakteristiske 70'er-sommerhus;
"Når vi køber et hus fra en bestemt tid med en meget gennemgående stil, så er vi også forpligtet til at bevare netop den stil og føre den videre," siger hun.
Som ejer af et originalt Kalmar-sommerhus fra 1974 er hun sikker i sin sag. De gode, gedigne materialer skal ikke rives ned og smides ud, selvom det betyder, at der er bræddevægge på nærmest samtlige 64 kvadratmeter og fyrretræslofter, ligegyldigt hvor du kigger op.
"Vi er ofte blevet spurgt, om vi da i det mindste ikke vil hvidpigmentere loftet for at få et mere moderne udtryk, men det kunne vi aldrig finde på," fortæller Pernille.
Sammen med sin mand Bo købte hun sommerhuset med tilhørende anneks i oktober 2017, hvor de i første omgang forelskede sig i den store, ugenerede have på 2250 kvadratmeter.
"Min mand var en smule i tvivl om selve huset, for der virkelig er meget træ, og når man måske har haft et lille hus med sprossede vinduer og stråtag i tankerne, er det her altså noget helt andet," smiler Pernille.
Tvivlen varede dog ikke længe, for parret forelskede sig hurtigt ikke bare i den store naturgrund, men også i huset der, udover at stå i stor kontrast til deres lyse, højloftede Københavner-lejlighed, også får Pernille til at tænke tilbage på sit hyggelige barndomshjem fra 70’erne.
Med kun en times kørsel fra parrets faste adresse er Kalmarhuset blevet Pernille, Bo og datteren Mys andet hjem, hvor de ved enhver given mulighed og i alle weekender og ferier kan lægge bylivet i København bag sig for at nyde skov, sø og hav og de mange hyggelige lokale vejboder.
"Huset passer perfekt til os, og vi har virkelig følt os hjemme fra første dag," fortæller Pernille, som hver morgen nyder at være den første, der vågner for at holde øje med dyrelivet fra sengekanten, hvor hun kan se både dådyr, ræve, egern og fugle titte frem i haven ved solopgang.
De smukke fyrretræsbrædder giver et varmt udtryk til indretningen, og det har været vigtigt for Pernille at omfavne den originale stil, da hun gik i gang med at indrette huset.
"Rummene skal i sig selv være med til at definere stilen. Derfor har jeg også valgt at gå med en blå farve i både køkkenet og på keramikken, fordi jeg synes, at den giver et fint modspil til træværket og fremhæver det og den fine 70’er-tendens rigtig smukt," siger Pernille, som elsker at finde nyt keramik og brugte møbler.
Hun er opvokset med en mor, der også har en svaghed for godt genbrug, så loppeglæden er gået i arv, og hun også den første til at hoppe på cyklen, hvis der er et lille marked i nærheden – og til at træde på bremsen, hvis hun sammen med Bo opdager et lille loppeskilt ved vejen. Og det gør hun tit.