Prins Philip citater

Prins Philip: Vi har samlet skandale-prinsens mest skandaløse citater

Det kan være svært altid at være i dronningens skygge, men den engelske prins Philip har en utrolig tendens til altid at få fanget vores opmærksomhed. I anledning af sæsonpremieren på The Crown 2 har vi samlet prinsgemalens allerbedste – og mest skandaløse – spydigheder.

Den engelske prins Philip er på mange måder en kontroversiel mand. 

Mens dronning Elizabeth II's prinsgemal måske mest er kendt for at være hele Englands prins Henrik – og præcis lige så småfornærmet over sit liv i dronningens skygge – er han nemlig også kendt for sine spydige udtalelser og sin omgang med smukke kvinder.

Gennem årene har prinsen præsteret en serie af fortalelser og sjove kommentarer i offentligheden, som på alle måder har været både politisk ukorrekte, hylende morsomme – og decideret pinlige.

For hvem fortæller egentlig et lille barn, at han er for fed til at blive astronaut?

Og er det ikke også liiiidt over grænsen, når man sammenligner andres bolig med en prostituerets soveværelse?

Vi har samlet 14 af prinsgemalens absolut bedste og mest skandaløse kommentarer til dig lige her.

Nyt stamtræ?

Nogle mener, at vi nedstammer fra aber, andre har mere kristne teorier. Philip derimod har et tredje bud:

”Nedstammer de fleste af jer ikke fra pirater,” spurgte han en rig øboer, da han i 1994 var på besøg hos Cayman Islands.

Vi gætter på, at svaret var nej.

Upassende åbning

Det kan være en liiiiille smule forvirrende for os dødelige at holde styr på de royales officielle besøg. Noget, prins Philip i øvrigt også kan have svært ved. Således lød det fra prinsen under et officielt besøg i Canada:

”Jeg erklærer denne ting for åben – hvad end det er”.

Nu klager de igen

”Alle har sagt, at vi skal have mere fritid,” lød det fra en uforstående prinsgemal, da den alvorlige økonomiske recession rasede i 80’erne. ”Nu klager de over, at de er arbejdsløse”.

Ja, det kan være lidt svært at følge med, når ens seng er belagt med guld, og morgenmaden serveres af en mand i hvide fløjlshandsker.

Hvem taler jeg til?

Indrømmet. Det er meget rart at have styr på, hvem man takker, når man har modtaget en gave. Den bramfri prinsgemal tog det måske bare lige skridtet videre, da han i 1984 skulle takke en lokal, kenyansk kvinde.

”Du er en kvinde, er du ikke,” spurgte han.

Pas på!

”Hvis du bliver her meget længere, så bliver du helt skævøjet.”

Ja, som prinsgemal kan man komme afsted med meget. Selv racistiske kommentarer til britiske udvekslingsstuderende under et besøg til Kina i 1986.

Ny stil?

Med ærlighed kommer man længst, lyder et gammelt ordsprog. Og det er prinsen vist enig i.

Under et besøg hos greven og grevinden af York i 1988 fik en spydig Philip nemlig sammenlignet deres hjem med en prostituerets soveværelse.

Vi gætter på, at det ikke lige var dén stil, de gik efter.

Prins Philip, 96

  • Født prins Philip af Grækenland og Danmark.
  • Han blev den 20. november 1947 gift med Dronning Elizabeth II og går nu officielt under det lange navn: Prins Phillip, Hertug af Edinburgh, Jarl af Merioneth og Baron Greenwich.
  • Er far til tronarvingen prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.
  • Han tjente i den britiske flåde under Anden Verdenskrig.
  • Prinsens kælenavne til Dronningen inkluderer ”pølse (sausage, red.)” og ”kål (cabbage, red.)”.

Kilde: Hello Magazine, CNN  

Kvinder snakker

Philip er formentlig den eneste mand i verden, der tør sætte den britiske dronning på plads. Men det gør han så også med glæde, lyder sladderen.

Under et besøg i Belize blev prinsgemalen for eksempel en smule utålmodig, mens Dronning Elizabeth sludrede med værtsparret på kajen.

”Bla, bla, bla; kom nu i gang!” skulle han have råbt ned fra dækket af kongeskibet Britannia.

Forbandede fjols

Stjernenykker er ikke kun et problem i Hollywood. Også prins Philip døjer tilsyneladende med lidt storhedsvanvid.

Det blev en stakkels medarbejder på en parkeringsplads ved Cambridge University opmærksom på, da han ikke liiige kunne genkende prinsgemalen.

”Forbandede fjols!” lød det efter sigende fra en fornærmet Philip.

Bevares, hvis han ikke er fint klædt på, kunne vi nok heller ikke udpege ham.

Made in India

Under et besøg hos et firma nær Edinburgh fik prinsen øje på nogle dårlige elektriske installationer. Og som enhver anden fordoms-Per, holdt han sig ikke tilbage:

”Det ser ud som om, en inder har lavet det der”, sagde han.

Vi gætter på, at det ikke ligefrem var en kompliment.

Shhhhhh

”Your Song”, ”Candle In the Wind” og ”Can You Feel the Love Tonight”. Vi skråler glædelig med på Elton Johns legendariske hits, når muligheden byder sig. Philip derimod er ikke den store fan.

”Jeg ville ønske, at han slukkede mikrofonen,” skulle han have udbrudt under en koncert med den britiske sanger i 2001. Bramfri som altid.

Ingen topmodel

Der er ingen grund til at pakke tingene ind. I hvert fald ikke hvis man er dronningens gemal og samtidig har anlæg for at sige tingene ligeud – til hvem som helst. Også til en 13-årig dreng med en astronaut-drøm og lidt for mange kilo.

”Du er for fed til at blive en astronaut”, lød det demotiverende fra prinsgemalen.

Av.

Er I egentlig kommet videre?

Bevares, det kan være svært at følge med i verdens udvikling fra Buckingham Palace. Men mon ikke prinsen mere var ude på at provokere, da han under et besøg i Australien i 2002 sendte følgende bemærkning mod en succesfuld indfødt:

“Kaster I stadig spyd efter hinanden?”

Vi tænker: Nej.

Upassende sammenligning

Man kan blive kaldt grim, dum og tarvelig - og så er der fornærmelsen, der går langt, langt over stregen:

”Du ligner en selvmordsbomber.”

Ikke desto mindre var det præcis, hvad Philip kaldte en ung kvinde i en skudsikker vest under et besøg på Isle of Lewis i 2002.

Den lader vi lige stå.

Forbandede demokrati

Mens vestlige tropper kæmper for at trække en vestlig demokratimodel ned over hovedet på Mellemøsten, er Philip tilsyneladende en smule træt af den engelske model. Således sagde han under et besøg hos Alfredo Stroessner, Paraguays diktator, følgende:

”Det er en behagelig forandring at være i et land, der ikke er styret af folket”.

Javel så.

Kilder: The TelegraphBBCThe Mirror 

Spydige bemærkninger til trods, så elsker vi alligevel den britiske prinsgemal. Prøv bare at se, hvor sødt han ser på sin kone: 

Vi glæder os til at se, om næste generation er lige så upassende.