Hun anede ikke, at hun den vinterdag i 1960 startede et lille stykke dansk garnhistorie

En vinterdag i 1960 slår Anna Staalgaard dørene op til den lille forretning for allerførste gang. I dagene op til åbningen har hun haft rygende travlt; med indkøb og indretning og dekorationer. Der er hængt brunt papir for vinduet, men nu piller Anna forsigtigt papiret ned og afslører en vinduesudstilling af mannequiner skåret ud i pap. Alle iklædt tidens højeste strikkemode, forstås. Papmannequinerne hænger fra loftet i tynde, gennemsigtige tråde. De nærmest svæver i luften. Anna er bestemt tilfreds. Hun stiller sig bag disken. Parat til at byde de første kunder velkommen.

– Jeg var meget spændt, det er klart, fortæller hun.

Passion for strik

Lige der var Anna selvfølgelig først og fremmest optaget af, om forretningen vil blive en succes. Om der mon ville komme kunder, og om de mønstre og det garn, hun havde købt ind, ville falde i deres smag. Hun anede ikke, at hun den vinterdag i 1960 også havde sat et lille stykke dansk garnhistorie i bevægelse. Men det havde hun. For garnforretningen ligger der endnu. Lige der hvor den altid har ligget. På Vestergade 18 i én af landets ældste købsteder, Køge. Og selv om skiltet over butikken gennem tiden har skiftet både stil, udtryk og design, er navnet stadig det samme: Garnhuset. Sidste år rundede den lille forretning de 60 år. Anna, der i dag er 102 år gammel, var den første af tre genera - tioner af kvinder, der drev forretningen i gaden. Siden overtog Mariann Samsøe-Jensen. Og i dag har Helle Voss Petersen købt butikken. De tre kvinder er ikke beslægtede, men de har én ting til fælles: En passion for strik, garn og håndarbejde. Gennem de seneste seks årtier har de vejledt, hjulpet og guidet garvede strikkere, let øvede og nybegyndere til det rigtige sæt pinde, den ideelle garnkvalitet og det passende mønster. Og så har de – på hver deres måde – passet omhyggeligt på den lille garnforretning i Vestergade. Gennem skiftende trends og modeluner. Og gennem økonomiske opsving og kriser.

Ikke én sygedag

– Jeg ville virkelig gerne have holdt et brag af en jubilæumsfest, for det synes jeg, forretningen og dens historie har fortjent, men det blev jo umuliggjort af corona, siger den nuværende ejer, Helle Voss Petersen.

– Det er noget helt særligt, at butikken har ligget her så længe og dannet ramme om skiftende tiders garn- og strikketrends. Det mærker jeg selv, hver dag jeg er her. Det er noget særligt at stå i en butik med en historie. Da Anna Staalgaard startede forretningen i 1960, var det fortsat først og fremmest husmødre, der kunne deres kram, som købte ind til sweatre til hele familien. Men tidens blomsterbørn havde også fået smag for strikkeriet – og senere også for hækleriet – og de efterspurgte andre farver, andre kvaliteter og ikke mindst mere utraditionelle mønstre.

– Jeg holdt af at følge med tiden og at tale med de forskellige kunder. Det var et dejligt arbejde. Jeg kom også på besøg i forretningen, flere år efter at jeg måtte stoppe. For at se, hvordan det nu stod til. Det var jo trist at stoppe, fortæller Anna, der ikke mindes en eneste sygedag i løbet af de over 30 år, hun stod bag disken.

Det stor halsrør

Da Mariann Samsøe-Jensen overtog, var der brug for en lille opdatering. Nyt gulvtæppe og en glasmontre skulle skiftes. Men meget af indretningen fik lov at bestå.

– Jeg kunne godt lide tanken om at bevare det af hensyn til forretningens historie, siger Mariann. I hendes tid – 1990’erne og 2000’erne – blev der solgt garn til store, spraglede sweatre med grafiske mønstre. Ofte i bomuld. Folk begyndte også at strikke benvarmere. Turkis og cyklamen blev en del af farvepaletten.

– Og så kom der en trend med store tørklæderør, strikket på rundpind, som kunne vikles flere gange rundt om halsen. Det bragte nye og yngre kunder til butikken, siger Mariann. Man skal hele tiden finde på nyt og følge med tidens trends, når man handler med garn, fortæller hun, så når man mærker, at man ikke rigtig har flere ideer og ikke længere fingeren på pulsen, må man holde inde. – Sådan havde jeg det i 2015, siger Mariann.

– Så var det tid til at lade andre tage over. Helle Voss Petersen stod klar med det samme.

Fornyet garnglæde

– Jeg har altid drømt om min egen garnforretning, fortæller Helle, der ligesom sine to forgængere selv er en habil strikker. Da Garnhuset kom til salg, føltes det som det helt rigtige. Fordi forretningen netop havde en historie. Det var ikke bare en slagter, en ostehandel eller en skobutik, som Helle kunne overtage og gøre til sin egen. Det var en ægte garnforretning. I den tid Helle har stået bag disken, har hun allerede set flere trends komme og gå. Og så kom corona. Pandemien forpurrede Helles planer om en stor jubilæumsfejring. Men den bragte noget andet med sig.

– Det er jo interessant at se, hvordan en epidemi har bragt en fornyet interesse for håndarbejde med sig. Jeg tror ikke kun, det skyldes, at folk ikke har haft så meget at lave, da samfundet var lukket ned, for interessen har jo holdt ved. Folk vil stadig gerne strikke, hækle og nørkle, siger hun. Måske handler det snarere om, at flere har fået øjnene op for, hvad strikkeriet og hækleriet kan; for, hvad det giver at sidde med et stykke håndarbejde mellem hænderne: ro, fokus, fordybelse. Glæde. Alt det, som Helle – og Anna og Mariann før hende – holder af at formidle fra den gamle garnbutik i Vestergade.