Karen Marie Dehn

Karen Marie lapper hullet tøj på smukt broderi: Lær at give din garderobe nyt liv her

Har du fået en plet på din fineste skjorte eller et hul i din elskede striktrøje? Mød broderi-guruen Karen Marie Dehn, og lær at lappe eller pynte dit yndlingstøj med fine broderier, så de kan få et nyt liv og måske lidt ekstra personlighed.

Hvordan startede du med at brodere?

"Jeg startede, da jeg var en helt lille pige, hvor jeg lærte nogle meget simple ting af min mor og min mormor. Jeg har altid været en kreativ person, der har lavet alle mulige forskellige ting. Noget af det første jeg broderede var små ansigter på dukker, som jeg lavede af gammelt stof, min mormor havde liggende. Så kunne jeg putte lidt vat ind i og lave et hoved med hår, og så syede jeg tøj ud af nogle gamle blonder."

"Det var meget simpelt i starten, men det var noget, jeg godt kunne lide at lave. Da jeg blev omkring 12 år, fik jeg øje på Lis Paludans bøger, og de gav mig super meget inspiration. Det blev også meget moderne med applikationer, da jeg var ung, så der begyndte jeg at brodere på tøj. Senere uddannede jeg mig til håndarbejdslærer, hvor jeg lærte alt det helt basale. Her blev jeg undervist i alle teknikkerne, ikke kun frihåndsbroderi, som er det, jeg gør nu, men også alle de klassiske teknikker. Det var det helt store stingkartotek, jeg lærte dengang."

Hvordan blev det en levevej for dig?

"Faktisk havde jeg ikke broderi som hovedfag, da jeg blev uddannet. Der havde jeg beklædningssyning, og det var også det, jeg arbejde med, efter jeg blev færdig. Min første bog hed ”Genbrug på den fede måde”, og den handlede om upcycling. For eksempel hvordan man syer en nederdel af en gammel dug, eller hvordan kunne brodere en lille stikning på en nederdel, så den blev federe. Så der var en lille smule broderi med, men slet ikke ligesom det er nu."

"For cirka 15 år siden fik jeg færten af, at det der med broderi, det var fedt. Nok fordi det er så udtryksfuldt, tror jeg. Altså en paspoleret lomme, den skal se ud som en paspoleret lomme. Man kan ikke freestyle så meget på den, men det kan man med broderi. Der fik jeg øjnene op for det, og så har jeg bare rendyrket det siden. Nu har jeg gjort det i rigtig mange år."

blomstrende-baerestykke.jpg

Hvornår startede du med at dele dit broderi på sociale medier?

"Formidling er mit omdrejningspunkt i alt det, jeg laver. Da Instagram kom, lå det bare lige til højrebenet, at jeg begyndte at dele det, jeg laver, fordi mit fag er så visuelt. Det er vigtigt for mig at formidle mit broderi, fordi jeg holder mange workshops, og jeg vil jo gerne have, at folk kommer og lærer at brodere hos mig. Min profil er jo et stort visitkort eller et kæmpe CV, kan man sige."

"Det giver folk en fornemmelse af, hvor bredt mit spektrum er, og hvor meget man har mulighed for at lære hos mig. En workshop giver mange gode ting, fordi vi er tæt på hinanden. Så hvis kursisten har brug for feedback, eller har brug for en støttende hånd, eller bliver fortvivlet over noget, så er jeg der jo. Jeg kan se, hvis nogen bøvler med noget, og jeg kan hjælpe. Derudover giver mine workshops en masse samvær, for man er samlet med andre mennesker. Det bliver meget personligt, og det giver noget helt særligt."

Du nævner i bogen, at broderi skaber fællesskaber. Hvordan mærker du det?

"Som jeg nævnte før, så får vi et fællesskab til mine workshops. Det er meget sjældent, at man kan sidde sammen 9-10 fremmede damer i stilhed, uden at man synes, det er akavet, eller hvor man ikke føler, at man er nødt til at sige noget. Det er ikke tit, at man oplever sådan en situation, og det er jo fordi, vi får et helt naturligt fællesskab, fordi vi alle sammen synes, det er interessant at sidde og brodere. Jeg synes, det er rart, at man kan fordybe sig i noget sammen."

"Det kan også være et større fællesskab, som for eksempel det, jeg skabte under coronanedlukningen. Jeg lavede noget, jeg kaldte ”Broderet Kærlighed”. Jeg sad derhjemme og kunne ikke komme ud og møde folk. Jeg grublede over, hvordan sådan et lille firma som mit kunne overleve, når jeg ikke kunne afholde mine workshops. Så jeg prøvede at lave noget på Instagram, hvor man kunne melde sig til mit nyhedsbrev, og så fik man sendt en opskrift på mail. Hver dag viste jeg så på Instagram, hvordan man lavede de sting, der skulle bruges. Vi lavede et bogstav hver dag, indtil vi havde broderet KÆRLIGHED."

"Jeg havde faktisk tænkt, at hvis bare der kom ti personer med, så skulle det nok blive hyggeligt, men det viste sig jo bare, at folk var helt oppe at ringe over det. Det endte med, at der var 500, der havde skrevet sig op, og det blev jeg vildt overrasket over. De sad derhjemme ligesom mig, og det betød virkelig noget for os alle at finde et fællesskab online. Det var første gang, at jeg opdagede, at jeg er god til at facilitere en ramme for et fællesskab, og det var fedt for mig at opleve. Der kommer stadigvæk folk på mine workshops, der fortæller, at de var med til at brodere kærlighed."

Hvad betyder fællesskabet for dig?

"Følelsen af, at man skaber noget sammen, den er virkelig dejlig. Der var på et tidspunkt en, der sagde til mig: ”Det vigtigste er jo bare, at man er i et fællesskab”. Og fællesskab kan være alt muligt, og det er faktisk også ligegyldigt, hvad det er for et fællesskab. Følelsen af at være sammen med nogen, som man har noget tilfælles med, det er det vigtigste."

"Jeg synes, det er dejligt, at jeg kan skabe rummet, eller at jeg kan lave rammen for, at nogen kommer med i et fællesskab. Der er tit mennesker, som aldrig ville have snakket med hinanden ellers, fordi de er helt vildt forskellige, men nu har de noget sammen, og derfor bliver de en del af det samme fællesskab. Det er den del, der er tilfredsstillende for mig."

Hvordan har tanken om genbrug påvirket dit broderi?

"Broderi er som skabt til genbrug, fordi der er så mange muligheder for smukke lappeløsninger. En sommerfugl kan godt bare gøre din skjorte pæn, hvis du dekorerer med den, men den kan også dække den plet, du ikke kan få af. Det kalder man visible mending, og det er noget, der ligger lige til højrebenet for mig. Så broderi passer virkelig godt til hele tanken om genbrug, og jeg har også selv fået et større fokus på det."

"Derudover passer det også godt ind i tiden, hvor vi sidder meget med vores skærme, vi har meget travlt, og det kan være svært at holde fokus, fordi vi skal nå 1000 ting på en gang. Men hvis man skal brodere en fransk knude, så bliver det pludselig så vigtigt, at den bliver, som man vil have den, og så glemmer man faktisk sin telefon og alt det andet, fordi der er en ro i håndværket. Man kan ikke brodere vildt hurtigt, det er et langsomt håndværk, og det passer godt med tanken om slow fashion. Vi vil godt bruge tid på at reparere ting, og det kan godt være, at det tager fem timer, men til gengæld bliver det virkelig flot."

Hvad er dine bedste tips til at brodere på huller og pletter?

"Man kan brodere på alle materialer, men jo mere syntetisk det er, jo mere udfordret kan man blive. Derudover skal man være opmærksom på, at det garn, man broderer med, skal kunne vaskes sammen med det tøj, man broderer på. Det nytter ikke noget, hvis man har en bomulds T-shirt, som skal vaskes på 40-60 grader, at man så broderer med uldgarn, som kun kan tåle håndvask."

"Man skal også overveje, om man vil have sin lapning synlig, for så kan du gøre lige, hvad der passer dig. Men hvis du ikke vil have, at den skal være synlig, så skal du lede efter garn, der har præcis den samme farve som din trøje. Når det er beklædning, man lapper, så skal det også gerne ende med at være noget, man har lyst til at have på. Det er ikke altid, man vil have et jordbær på sin pæne sorte bluse. Der vil man måske hellere have, at det bliver ved med at være en pæn sort bluse."

Har du et godt råd til en nybegynder?

"Kast dig ud i det. Du kan starte med at finde en bog, det er måske meget oplagt for mig at sige, men du kan også sagtens søge på nettet. Jeg ville starte med at vælge nogle få sting og så blive god til dem. Når man mestrer nogle sting, så begynder man at kunne se, hvilke muligheder der er i dem. Derudover vil jeg sige, at man skal lade være med at være så selvkritisk."

"Når man er begynder, så har man en idé om, at man skal gøre det ligesom hende, der har broderet i 30 år. Det kommer man bare ikke til, og det er helt okay. Man skal have lov til at fejle, og det må gerne blive lidt skævt. Så vær optimistisk overfor dig selv og tænk: ”Pyt med det. Jeg broderer videre”. Klap dig selv på skulderen i stedet for at pille det op. Det er forfærdeligt, så selvkritiske vi er."

"Det gode ved broderi er faktisk, at det må se ud, lige som du vil. Nogle kan lide at brodere helt fint, og andre kan lide at brodere med meget tykt garn og grove sting. Begge dele er lige smukt. På den måde er der ikke noget rigtigt og forkert, så du har mulighed for at lege med det og finde din egen stil. Man skal have lov til at øve sig."

karen-marie-dehn-broderi-bog.jpg
Karen Marie Dehns nye bog indeholder 35 broderier på sko, hatte, tasker, bluser, skjorter, bukser og jakker. Gyldendal, 350 kr.

Karen Marie Dehn

  • Broderiekspert med over 16.000 følgere på Instagram, der har skabt designs til danske og udenlandske magasiner og afholder workshops, hvor hun kan lære dig at brodere.
  • Aktuel med sin femte bog, der hedder ”Broderi på tværs af generationer”.
  • Hun er 62 år og bor i Rødovre.