Lærke Bagger: "Jeg bruger de gamle teknikker til at lave nye, moderne ting"

Hvordan blev du forelsket i garn?

– Da jeg var lille, elskede jeg at hygge mig indendørs, og min mor, mormor og jeg har altid syslet med håndarbejde. Da jeg var omkring 13, begyndte jeg at samle på strikkebøger. Jeg har et kæmpe bibliotek, som jeg skatter meget højt, og jeg er gladere for mine bøger end min Gucci-taske.

Jeg har lavet stort set alt inden for håndarbejde og har hæklet, broderet og syet. Jeg er dog altid vendt tilbage til strikketøjet. Det er den teknik, der har tiltalt mig mest, fordi den er så bevægelig og kan så meget.

Hvad er din baggrund?

– Jeg kommer fra Aalborg, som jeg elsker. Men da jeg var ung, drømte jeg kun om at komme til København. Jeg eksperimenterede meget i min påklædning, gik i genbrugsbutikker og har altid følt mig som the odd one out.

Jeg flyttede til København som 21-årig, arbejdede i genbrugsbutikker og på barer og læste religionsvidenskab på uni. Til alle forelæsningerne sad jeg og strikkede og brugte lektorernes ord som lydbog. Det var saligt. Men så fandt jeg ud af, at jeg skulle til eksamen, og så vandt strikken over det gamle Egypten og Dødehavsrullerne.

Hvordan forfulgte du din strikkedrøm?

– Ejeren af den second hand-butik, jeg arbejde i på Christianshavn, var gode venner med strikdesigneren Isabel Berglund, der i dag i højere grad laver kunst end beklædning. Hun var et af mine store strikidoler, som jeg havde læst om i modemagasiner, og havde værksted på Amager Strand.

Jeg kom i praktik hos hende, og det var så godt for mig! Hun delte ud af sin erfaring fra Central Saint Martins (designskole i London, red.) og viste mig, at du kan, hvad du vil. Jeg var blandt andet med til at strikke en 10 meter høj skorsten, der skulle bruges under en modeuge. Jeg fik så meget seneskedehindebetændelse.

Hvilken uddannelse har du taget?

– Jeg søgte ind på Designskolen og blev færdig i 2015. Fra starten var jeg meget fokuseret på, hvad jeg skulle, når jeg var færdig. På den måde er jeg meget fornuftig‚ jeg er god til at planlægge og overholder mine deadlines. Så jeg tænkte, at det var en god ide at lave en form for portfolio.

Det var lige, da Instagram blev populært, og det var perfekt til mig, fordi det var så brugervenligt. Jeg er ultraanalog og dårlig til teknik og har lavet alle mine præsentationer på en kopimaskine. Samtidig begyndte det at blive populært at sammensmelte håndarbejde, kunst, design og mode.

Strik har jo et kæmpe bagkatalog af tekniske muligheder. Jeg læner mig op ad strikkehistorien og bruger de gamle teknikker til at lave nye og moderne ting. I princippet har jeg ikke selv fundet på noget som helst. Jeg bringer bare traditionen ind i en ny og moderne kontekst.

Hvorfor tiltaler håndarbejde os for tiden?

– Jeg har altid selv syntes, at det er interessant og strikkede også store sweatre, da heroin chic-looket var moderne, og det hele var sort og hvidt og smalt. Men nu har folk for alvor fået øjnene op for kunsthåndværk.

Det nære, slow fashion, DIY. Langsommeligheden tiltaler os. Vi har brug for at stoppe tiden, tage en pause og tage stilling til det, vi laver og være med i processen fra start til slut. Fra skitserne og garnnøglerne til den færdige bluse.

Hvad er ellers genialt ved strik?

– Der er noget enormt demokratisk over strik, for alle kan være med. Du behøver ikke have en symaskine, et værksted eller en uddannelse. Du skal bare bruge noget garn og nogle pinde. Alle kan være med, om du er ung eller gammel, fattig eller rig, jyde eller københavner.

Jeg elsker at holde workshops, hvor jeg møder kvinder i alderen 20-70 år, og alle er lige entusiastiske og tørstige efter at bruge deres kreativitet. Det gør mig høj, og jeg elsker at mærke den selvtillid, de går derfra med. 

Hvad er din signaturstrik?

– Det er nok perletrøjen. Jeg er lige blevet færdig med en, og det tog to måneder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg har lagt i den. Da jeg var yngre, fik jeg et sæt håndledsvarmere af min fars kæreste, som boede på Grønland.

Der er var strikket bittesmå glasperler ind i dem, og det blev jeg nødt til at prøve. Og så eksploderede det i mig! Lige pludselig så jeg uanede muligheder med perler strikket ind i garn. Det er fem år siden, jeg strikkede den første, og jeg er overhovedet ikke færdig.

Det er berusende for mig ... Men hver gang, jeg har strikket en, bliver jeg nødt til at holde en pause for ikke at blive ædt op, fordi det tager så lang tid. Heldigvis er jeg sindssygt tålmodig.

Hvordan ved du, om en strik fungerer?

– Det er en fornemmelse. Det er ligesom at være forelsket. Hvordan ved du, at du har mødt den eneste ene? Du ved det bare! Det handler også om mod og selvtillid. At turde stole på dine egne beslutninger.

Hvornår vidste du, at du var god til at strikke?

– Jeg ved ikke, om god er det rigtige ord. Jeg oplever mere, at jeg udretter noget og ved jo godt, at jeg kan skære en god sweater. Og så er jeg ikke bange for at begå fejl. Hvis der er noget, du ikke må, når vi taler strik, er det at binde knuder på garnet.

Men det er præcis det, jeg gør med min restegarn-sweater. Alle tekstildesignere er samlere, og da jeg var studerende og fattig, gemte jeg alle hæfteenderne. Pludselig så jeg muligheder i dem – de kunne jo blive til en sweater ... Nu er det blevet en del af designet, at jeg binder knuder, når jeg strikker dem.

Jeg kan rigtig godt lide, at tilfældigheder bliver en del af designet. Når jeg underviser på workshops, siger jeg ofte til deltagerne: ”Sæt jer ned, og lav noget grimt”. Det fjerner presset fra det perfekte. Jeg er træt af, at alting skal være så perfekt. Det er kedeligt. Det er i fejlene, vi møder hinanden og ser, hvem vi er. Det ender alligevel sjældent med at blive grimt, og så er det en meget sjovere proces.

Hvad inspirerer dig?

– Jeg samler på indtryk og viden alle steder. Jeg har lige været i New York, hvor jeg så udstillingen ”Au Natural” med kunstneren Sarah Lucas på New Museum. Den handlede meget om seksualitet, og det er ikke noget, jeg arbejder meget med.

Men jeg blev alligevel inspireret af den måde, hun sammensætter materialer og farver på. Jeg behøver ikke rejse for at blive inspireret. Jeg kan bare gå en tur, tænde for tv’et eller sætte mig ned og lukke øjnene.

Hvad er din strikkedrøm?

– Jeg ville gerne lave couture for Chanel, Fendi eller Givenchy. Tænk, at få lov til at lave noget, hvor der ingen begrænsninger er, og du kun skal arbejde med de lækreste materialer. Det er ikke, fordi jeg vil have mit navn på. Det handler om at blive presset til at præstere mit allerbedste.