Strik for en sag! Det opfordrer Hendes Verden traditionen tro til, og i år sker det i samarbejde med kampagnen Giv en ged og de strikkende superstjerner Arne og Carlos.
Duoen har designet en række modeller i nordisk stil og med et smukt gedemotiv, og tanken er, at du på den måde kan give en ”rigtig” gave i tillæg til Giv en ged-kampagnens populære gavekort til fordel for verdens fattige familier. Eller blot forkæle dig selv eller en du holder af med lækker strik med et velgørende touch.
Find strikkekits til hue og vanter samt sweater i børne- og voksenstørrelser på yarnfreak.dk til priser fra 250 kr.
Og køb så i øvrigt Hendes Verden i denne uge, hvor du helt eksklusivt får opskriften på huen designet af Arne & Carlos til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.
Om Giv en ged-kampagnen
Folkekirkens Nødhjælps populære gavekoncept, Giv en ged, har eksisteret siden 2006 og er en webshop, hvor man kan købe velgørende gaver såsom en skolebænk, en solcellelampe, en køkkenhave – eller en ged.
Det fungerer sådan, at du køber en ged (eller en af de andre gaver på givenged.dk) og som bevis for købet får du et gavekort, som du kan forære til en, du holder af. Med dit bidrag sikrer du, at Folkekirkens Nødhjælp kan købe en ged på et lokalt marked i f.eks. Malawi og give den til en af regionens fattigste familier.
Hvem er Arne og Carlos?
Strikkeduoen har udgivet 10 strikkebøger, som er oversat til 16 sprog og udgives i hele verden.
Deres første bog Julekugler blev en bestseller med det samme og er oversat til 12 sprog.
På deres Youtube-kanal har Arne og Carlos næsten 70.000 følgere globalt.
ARNE & CARLOS samarbejder med topdesignere som danske Henrik Vibskov og franske Comme des Garcon.
Parret bor i Valdres 170 kilometer nord for Oslo, hvorfra de også arbejder, når de ikke rejser rundt i verden til strikkemesser mv.