Tante Grøn: "Det er mentalt afstressende at strikke"
Når Vivian Jürgensen strikker, nyder hun at lægge telefonen fra sig og have fokus rettet mod pindene og garnet. Hun er indehaver af Tante Grøn i Odense, hvor hun i sine designs lægger vægt på et klassisk snit, en god pasform og en opskrift, der er til at gå til.
Hvornår begyndte du at strikke?
– Interessen for det kreative univers startede, da jeg var barn. Min mor og mormor havde altid et spændende håndarbejde i gang, og jeg lærte både at sy, brodere, hækle og strikke. Jeg fik lov til at vælge mit eget garn i garnbutikken og sammensætte farver. Så hæklede jeg tøj til mine dukker og strikkede mine første strømper. Strømperne blev dog lige så lange som sportsstrømper, fordi jeg var nervøs for at strikke hælen.
Hvornår begyndte du at sælge dine trøjer?
– Den første bluse designede jeg, da butikken åbnede i 1983. Det var dengang helt enkle modeller, som kunne strikkes på kort tid. Butikken har altid haft egne garner sammen med garn fra andre leverandører fra ind- og udland. Det var naturligt at designe i de mange garner, som vi havde i butikken. Hver dag blev jeg inspireret til at strikke nye modeller og sætte farver sammen.
I 2005 overtog min søster og jeg Tante Grøn efter vores forældre, da de gik på pension. Sidste år overtog jeg butikken i Odense, og min søster åbnede sin egen i København. Butikken har udviklet sig gennem mange år, og vi har stadig fokus på masser af inspiration til dem, der elsker at hækle og strikke. Vi lægger vægt på god service og vejledning og på at give hver kunde en god oplevelse.
Hvad lægger du vægt på i dit/jeres design?
– Vores design afspejler trends og modebilledet i samspil med traditionelt håndværk. Vi lægger vægt på et klassisk design med en god pasform. Opskriften skal være nem at finde ud af, og det skal være en fornøjelse at strikke.
Vi vil gerne videregive glæden ved at skabe noget og roen ved håndarbejde. Det er skønt at lægge telefonen fra sig, så den ikke forstyrrer, og kun have fokus på strikketøjet. Man koncentrerer sig på en anden måde, og det giver hjernen en pause. Det er mentalt afstressende, og man finder tilbage til roen i en stresset hverdag.
Hvordan skaber du opmærksomhed omkring dine styles/opskrifter?
– Vi håber at kunne inspirere på de forskellige spændende sociale medier og bruger flittigt Instagram, Facebook og inden længe også Youtube. Her forsøger vi at give et indblik i vores univers, der er fuld af inspiration, farvespil og good vibes.
Følger man med på Instagram på vores profil @tante_groen eller på Facebook, er man altid opdateret på det nyeste, der sker hos os. På vores helt nye hjemmeside håber vi at kunne bidrage med nye muligheder og masser af inspiration.
Hvor finder du inspiration til dine modeller?
– Vi finder inspiration overalt og samler inspirationen til hyggelige møder, hvor vi brainstormer og udvikler nye designs. Vi designer både strikke- og hækleopskrifter til børn og voksne og spændende interiør. Vi er heldige at kunne sammensætte vores egen farveskala i Tante Grøn-garnerne, som giver rig mulighed for vores kreativitet og masser af leg med farver og sammensætninger.
Hvilken trøje er Tante Grøns største sællert?
– Der har været mange gennem årene og den seneste er nok Vibe-strikken i Havblik Tweed. Vibe er en helt enkel og klassisk model, der er nem at strikke, og det tiltaler mange.