I stjernernes tegn: Podcast med skytten Anders Morgenthaler
Hvad siger man er kendetegnende for personer født i skyttens tegn, når det gælder personlighed, kærlighed, venskab og karriere? Den kendte tegner Anders Morgenthaler er skytte af stjernetegn og gæst i podcastserien ”I stjernernes tegn”.
– Skytten er et søgende tegn FOR ENHVER PRIS. Det ligger i symbolet, der typisk er en pil eller en mand, der står med en bue og pil og skyder op i horisonten. Det er at ville se de store, vide bredder og få indsigt og forståelse af verden, vi lever i.
Ordene lyder fra astrolog Eva Ganvig, da hun bliver bedt om at beskrive stjernetegnet skytten i ALT.dks store podcastserie ”I stjernernes tegn”, hvor 12 kendte danskere bliver klogere på de forskellige stjernetegn og får lagt et personligt horoskop.
I afsnittet om skytten er tegner, filmskaber og klimaaktivist Anders Morgenthaler gæst i studiet, og han har selv et splittet forhold til astrologi: På den ene side er det komisk og let at lave sjov med, men omvendt har han også en nysgerrig tilgang til de tusindår gamle teorier om planeternes indflydelse på mennesker.
– (Jeg) beskæftiger mig meget med biodynamik, landbrug og anderledes måder at lave skole på, og jeg kan mærke, at jeg bliver holdt vågen om natten, hvis der er fuldmåne, så jeg tror helt klart på, at der er påvirkninger. Hvordan vi så italesætter de påvirkninger, hvad det er for nogle historier og kræfter, vi tillægger dem, det ved jeg ikke. Men jeg synes ikke, at det er hokuspokus at forestille sig, at der er enorme kræfter, der hiver i os. Jeg vil umiddelbart mene, at det var åndssvagt, hvis man sagde, at det ikke kunne eksistere, forklarer Anders Morgenthaler i podcasten.
Bliv klogere på skytten generelt
Personer født i skyttens tegn er ifølge Eva Ganvig EKSTREMT nysgerrige. Skytten er et ildtegn, på samme måde som tegnene vædder og løve, og de er kendetegnet ved at besidde energi og en høj drivkraft.
– De er enormt arrangerede og dynamiske, så som venner er de rigtig spændende at have, men man skal kunne rumme dem. Altså man skal kunne holde til, at de altid har en mening, og at de er optaget af noget. Og ligesom nogle, ikke alle, af tegnene, så har de også en generøsitet, fordi de har energi og kræfter. Så de deler gerne ud af det, fortæller astrologen og uddyber:
– Skytten søger sandheden. Den søger den ophøjede forståelse af, hvordan vi interagerer med hinanden, hvordan hænger vi sammen på planeten. Og hvis skytten synes, at den ser lyset, vil den gerne vise det til andre, sådan så de kan arbejde med at leve på en måde, der støtter op om det.
Og dét er en beskrivelse, som Anders Morgenthaler kan nikke genkendende til.
– Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Det er FULDSTÆNDIG rigtig. Det ER sådan, jeg tænker. Nu har vi den her klimaudfordring/-krise, og jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare gør det. Hvorfor laver vi ikke de omvæltninger, der skal til? Hvorfor rejser folk seks gange om året på ferie, når vi ved, at flyindustrien og flyvning lige nu fylder fire til fem - og inden for meget kort tid 10 til 15 procent - af den samlede globale opvarmning. Jeg FORSTÅR det simpelthen ikke. Du har fuldstændig ret, Eva, jeg sidder og kigger på folk, og så tænker jeg: Hvorfor?
Undervejs i podcasten fortæller Anders Morgenthaler, at han er gået i gang med at stifte et bæredygtigt rejseselskab. For at det kan lade sig gøre, skal han først have rejst 500 millioner kroner til at udvikle billigere måder at lave syntetisk, klimavenligt flybrændstof på.
Skytter er SUPER optimister
Det ligger i grundkernen af en skytte, at de tror på, at ting kan lykkes.
– De kan være sindssygt optimistiske. De kan virkelig være på med "ja-hatten", og vi KAN. De stoler meget på sig selv og deres egne evner, men også på det her med, hvad kan man gøre sammen (...) De kan smitte andre med deres entusiasme og optimisme, men de kan også gå den anden vej og blive lidt kyniske og miste modet, hvis det, de drømmer om eller arbejder for, ikke bliver til noget, lyder astrologens beskrivelse.
For Anders Morgenthaler har sådan en tilgang til tingene fulgt ham gennem livet.
– Jeg kan fuldstændig genkende det med at blive super begejstret for noget og ekstremt positiv og bare tro på, at det kan lade sig gøre. Bizart nok, for jeg har for eksempel haft en rædselsfuld skolegang med alt, hvad du overhovedet kan opleve af ikke at stole på egne evner og slet ikke at tro, at noget af det, du kan, kan bruges til noget som helst. Og alligevel efter gymnasietiden komme ud med en ukuelig optimisme over, at selvfølgelig bliver jeg tegner, selvfølgelig bliver jeg filmperson, siger han og kommer i podcasten nærmere ind på sine kampe i skoletiden.
Et andet vigtigt begreb for skytter er frihed, også når det gælder kærligheden.
– Jeg tror, at hvis man får en skytte som kæreste, så gør man meget klogt i at give frie rammer og sige, at vi er sammen, et partnerskab og kærester, men det betyder ikke, at jeg skal vide, hvor du er altid, eller hvad du laver – eller at man skal gå i symbiose. Jeg tror, at det er meget vigtigt for skytter at føle sig som et selvstændigt væsen, der ikke har en afhængighed til et andet menneske, forklarer Eva Ganvig.
Det personlige horoskop – følsom under overfladen
Undervejs i podcasten tester programmet også, hvad en astrolog kan fortælle dybere om en person ud fra et såkaldt personligt horoskop. Det er blevet lagt inden udsendelsen, men altid uden at Eva Ganvig har kendt gæstens navn eller profession. Hun har kun fået tre oplysninger om Anders Morgenthaler på forhånd, nemlig hans fødselsdato, -tidspunkt og -sted.
Ud fra de oplysninger åbner det op for en endnu mere personlig samtale med tegneren. Her fremhæves det blandt andet, at han er et mentalt stærkt menneske, men under overfladen gemmer sig også en stærk følsomhed. Både solen og månen stod i skyttens tegn, da han blev født, og hans følelser er derfor intense, og han har ifølge astrologen et behov for at forstå og analysere dem.
– Jeg tror i hvert fald en gang om måneden, at min kone og jeg skal skilles. Nogle gange over småting hun ikke har tænkt over, hvor jeg så har analyseret det i tusind år: Hvad var det, der skete? Nu sagde Eva før, at jeg er mentalt ret stærk samtidig med en følsomhed, og det er helt rigtigt. På den ene side kan jeg overskue alt og bevare en mental styrke i det, samtidig med at jeg kan være overanalyserende på den enkelte følelse, lyder det fra Anders Morgenthaler.
LYT til podcasten med Anders Morgenthaler i Apple Podcasts.