Som barnebarn af Troels
Kløvedal og søn af Mikkel Beha Erichsen er
han født med eventyr i blodet. Og sammen med hustruen, Louise, skal Emil Midé
Erichsen nu vise sønnerne
Rumle og Hugo, på snart to
og fem år, den store verden.
Artiklen fortsætter under videoen med Simon Kvamm...
– Da Louise og jeg var
yngre, rejste vi meget efter
destinationer. Vi skulle se og
opleve noget bestemt. Efter
vi har fået børn ligger rejsen i
at have tid sammen. Så er det
knap så vigtigt, hvor vi skal
hen. Det skal bare handle om
tid sammen, fortæller Emil,
33, der netop har udgivet bogen 'At vende sig mod havet',
som han også er på foredragsturné med.
– Vi kan se på Hugo, den
ældste, at det begynder at
blive interessant med en
skærm. Det er et tids
-
punkt i hans liv, hvor vi
skal vise ham, at man
kan lege på mange må
-
der. Det behøver ikke
være med en iPad i hån
-
den. Det kan også være
udenfor og ude i naturen.(Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix)
Med udgangspunkt i sin
rejse mod Nordpolen, som
man også har kunnet følge
på TV 2 i serien 'Den sidste
breddegrad', fortæller han
her om sit liv og sine tanker.
Emil satte sammen med
sine brødre og far kursen
nordpå, fordi han i hverdagens trummerum savnede
eventyret, spændingen og det
uforudsigelige, men endte
med at savne noget helt
andet.
Endnu engang
skal skibet Havana
danne base for nye
eventyr.(Foto: Peter Hauerbach)
– Jeg vil gerne inspirere
til, at flere tør at stille sig selv
spørgsmålet, om de lever det
liv, de drømmer om. Det er
vigtigt, at vi gør det, for vi har
jo kun det ene. Det er også
vigtigt for mig at vise, jeg er
et menneske, der begår fejl.
Jeg har intet imod at vise min
sårbarhed, forklarer Emil.
Stort savn
Selv fik han for alvor sat tankerne på plads under rejsen
i den nådesløse natur på
Svalbard.
– Nogle gange skal der bare
en ydre rejse til for at starte
en indre. Det kan jo virke
åndssvagt, for hvorfor kunne
jeg ikke gå og tænke de tanker
hjemme? Det kan man bare
ikke altid.
Louise har taget orlov fra sit
studie til fysioterapeut for at
rejse med
familien.(Foto: Lars E. Andreasen)
Han kom til at savne
Louise og ungerne så meget,
at tårerne ofre pressede sig
på og han flere gange måtte
spørge sig selv, hvad han dog
lavede dér, når han helst ville
være sammen med dem.
– Det at savne minder mig
om, hvad jeg elsker og er rejst
væk fra. Det er jo ikke mit hus,
mit arbejde eller min Volvo,
jeg går heroppe og savner. Det
er min kæreste, mine to unger
– min familie. I løbet af en almindelig arbejdsdag mellem møder og deadlines når jeg
bare ikke til et punkt, hvor jeg
græder, fordi jeg savner mine
børn og min kæreste virkelig
meget. Der skal simpelthen
noget mere til. Og det er
måske den vigtigste gave,
et eventyr kan give: Det kan
kalibrere kompasset og tvinge
én til at søge indad: Hvad er
det, der er vigtigst for mig i
livet? Hvad bidrager jeg med
i verden? Både i det helt nære
og i de store cirkler, skriver
Emil i bogen, hvor han også
indrømmer, at han ikke har
været den mand, han gerne
ville være, efter han er blevet
far.
– Jeg har ikke været god nok
til at holde Louise i hånden
igennem de her vanvittige år
og se vores liv fra hendes perspektiv. Men jeg føler nu, at vi
har fået skabt et stærkt fælles
ståsted, og jeg glæder mig til,
at den næste store rejse bliver
en rejse med min lille familie.
Det føles meningsfuldt, siger
han.