Janni raser over afgørelse: Det er bekymrende

Tv-personligheden forklarer, hvorfor hun skiftede mening og klager over afgørelsen, hvor Karsten Rees navn blev renset.

logo herognu HER&NU HN

I går var en dag, der vil gå over i historiebøgerne for eksparret Janni Ree og Karsten Ree.

Efter at have tilbragt en hel dag i retten, da forbudsbegæringen mod Jannis bog skulle behandles, fik de begge besked fra anklagemyndigheden om, at Karsten ikke bliver tiltalt i nogen af de 49 forhold, som Janni tidligere har anmeldt ham for, da de ikke mente, der var tilstrækkelige beviser. Anmeldelserne indebærer både fysisk, psykisk og økonomisk vold.

Den første melding lød fra Janni, at hun var afklaret med afgørelsen, men senere på aftenen ændrede hun mening efter at have forhørt sig hos sit bagland, og da meldte ud, at hun vil klage.

Dagen derpå holder Janni stadig fast ved sin beslutning, og hun har været mere i dialog med sit bagland, der fortsat råder hende kraftigt til at klage til statsadvokaten.

Til HER&NU begrunder hun kovendingen med, at hun var træt og stresset, da hun først modtog afgørelsen, efter hun lige var kommet ud af dagens lange retssag, og hun havde endnu ikke fået vendt situationen hos nogen.

- Da jeg efterfølgende taler med mit bagland, siger de, at det er fuldstændig grotesk. Han er ikke sluppet for noget, de har bare trukket sigtelserne tilbage, ligesom de har gjort ved mig med afpresning, fortæller Janni og henviser til, at der heller ikke rejses tiltale mod Janni, som Ree-lejren ellers havde anmeldt for afpresning.

Janni udtalte også allerførst, at hun fandt ro ved, at Karsten "skal leve resten af sit liv velvidende om, hvad han har gjort mod mig" og at "han får sin straf på en anden måde".

Men Karstens udtalelser om, at Jannis anmeldelser var "usandheder", har fået vreden frem hos Janni, og for hende er det nu også en principsag, der rækker længere end hende selv.

- Det her har også noget at gøre med, at hvis jeg ikke kan komme igennem med de her 49 punkter, så er der ingen kvinder i dagens Danmark, der kan komme igennem med noget lignende. Så jeg er også en rollemodel, der er nødt til at stå i spidsen for, at man ikke skal finde sig i alt. Derfor er det ret vigtigt for mig at komme videre med den her sag.

- Det her vil jeg til bunds i. Det vil jeg ikke finde mig i. Det er så bekymrende, så jeg tror, jeg er i en choktilstand. Heldigvis har jeg mit bagland i orden og får hjælp fra højre og venstre.

"Jeg er ligeglad"

Janni fortalte også flere gange i løbet af onsdag, at hun havde fået et stik i hjertet, da hun så Karsten i retssalen for første gang siden sidste sommer, og det hjalp heller ikke ligefrem, at han havde et stort, blåt mærke i ansigtet.

Men alt det er fortid nu, slår hun fast.

- Jeg er ligeglad med, at han er gammel og skrøbelig, og mit gode hjerte løber af med mig, og jeg synes det er synd for ham, at han er faldet. Lige så snart, han åbnede munden i retten, tænkte jeg, "okay Janni, det var derfor, du smuttede fra ham".

Kæresten støtter

Ved sin side har Janni gennem de seneste hektiske måneder haft kæresten Jeppe Stokholm.

- Han er med mig. Han kan slet ikke forstå, jeg sagde det andet til at starte med. Han hørte med et halvt øre og var selv ret optaget af en sag. Jeg har bare talt ud fra mit hjerte, da jeg på det tidspunkt følte, hvor opslidende det var, fortæller Janni og henviser til sine første udtalelser om afgørelsen.

Talsmand for Ree-familien, Sune Aagaard, oplyser til HER&NU, at de ikke har nogen kommentarer til, at Janni Ree vil klage over afgørelsen.