GUIDE: 9 måltider til under 100 kr. i Københavns lufthavn
Det behøver ikke koste en bondegård at få fyldt depoterne op, inden du hopper på et fly i Københavns lufthavn – faktisk kan du finde flere skønne steder, hvor du kan blive mæt for under en hund. Vi guider dig til de budgetvenlige steder i lufthavnen lige her:
Hver dag byder lufthavnen ca. 83.000 rejsende velkommen, og i gennemsnit bruger de 98 minutter i lufthavnen fra de har gennemført sikkerhedstjekket til de boarder deres fly. Derfor arbejdes der konstant på at sikre et bredt udvalg af spisesteder, der favner forskellige behov, smag og behag, samt ikke mindst enhver pengepung.
”Vi vil gerne være noget for alle vores rejsende – også på madfronten. Det har derfor været vigtigt for os at skabe et madunivers med stor diversitet. Vi har budt velkommen til flere madenheder, der dels harmonerer med forskellige budgetter og ikke mindst tilgodeser de af vores passagerer, som spiser vegetarisk, vegansk eller som er glutenintolerante”
Peter Krogsgaard CCO i Københavns Lufthavn
I løbet af de sidste fem år er antallet af madsteder steget fra 34 til 48 – en udvikling, der er sket for at imødekomme behovet fra de ca. 40% af alle passagerer, der vælger at spise eller drikke i lufthavnen før afrejse.
Men hvor skal man gå hen hvis man ikke vil brænde hele feriebudgettet af, inden man overhovedet er kommet af sted? Det får du svaret på her:
9 steder med budgetvenlige retter i Københavns Lufthavn:
- RETREAT: Vegansk rødbedesalat 55 kr. / Spicy tuna rugbrødssandwich 65 kr.
- LêLê: Bánh Mi 68 kr. / Spicy oksekødsragout 78 kr.
- Steff's Place: Hotdogs 40 kr. og derunder
- Pret A Manger: Salat med krebs og avocado 70 kr. / Baguette med italiensk prosciutto 60 kr.
- 7-Eleven/7-Eleven Deli: Superfood salat med hummus, spinat og linser 55 kr. / Pastasalat 42 kr.
- Joe & The Juice: Sandwiches 58 kr.
- Espresso House: Sandwiches 59 kr. / Wraps 45 kr.
- Lagkagehuset: Sandwiches 65 kr. / Salater 75 kr.
- Gorm’s: Pizza sandwiches 70 kr.
Rigtig god tur – og velbekomme!
Kilde: CPH, Facts & Figures, 2018 og CPH Pax Track, 2018.