Appelsinbraiseret kalkunbryst

Appelsinbraiseret kalkunbryst

Ved at give appelsinskiverne et opkog i koldt vand ad 3 omgange, trækkes bitterstofferne ud, så hele appelsinen kan spises.

3-4 personer

Ingredienser

  • Arbejdstid: 45 min.
  • Koge/stegetid: 45 min.
  • 2 økologiske appelsiner
  • 1 stilk frisk rosmarin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 kalkunbryst (750 g)
  • salt og peber
  • smør eller olivenolie
  • 2 dl hvidvin
  • 2 dl hønsebouillon
  • majsstivelse eller sovsejævner
  • 1-2 tsk. dijonsennep
  • 1-2 tsk. farin

  1. Vask appelsinerne og skær dem i tynde skiver. Læg dem i en gryde, dæk med koldt vand og giv dem et opkog. Hæld vandet fra, hæld nyt vand på og gentag i alt 3 gange. Dryp appelsinskiverne af på køkkenrulle.
  2. Skyl rosmarinen, træk nålene af og hak dem fint. Pil hvidløgsfeddet og hak det fint.
  3. Gnid kødet med salt, peber, rosmarin og hvidløg og bind evt. snor omkring stegen. Brun den på alle sider i en stegegryde med smør eller olie. Tilsæt appelsinskiver, vin og bouillon og lad kødet simre under låg i 20-25 min.
  4. Tag kødet og appelsinskiverne op og hold det varmt. Jævn sovsen med majsstivelse eller sovsejævner og smag til med sennep, farin, salt og peber. Si den over i en skål.
  5. Skær kødet i skiver og servér med appelsinskiver og f.eks. små smørristede kartofler samt spinat, bønner eller broccoli.