Appelsinmazarin med nougatkaffe-creme

Appelsinmazarin med nougatkaffe-creme

Find det store arsenal af varme og smagfulde julekrydderier frem, og fremtryl en skøn kage, der smager godt af jul.

6 personer

Total:1 time 5 minutter

Arbejdstid:30 minutter

Ingredienser

  • 1 usprøjtet appelsin
  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • 150 g marcipan
  • 3 æg
  • 75 g hvedemel
  • ½ tsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt nellike
  • ¼ tsk salt
  • 2 blade husblas
  • 125 g nougat
  • 2 dl piskefløde
  • 1 tsk instant kaffepulver
  • ½ usprøjtet appelsin
  • evt. lidt spiseligt guld

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 180 grader, og beklæd en lille brødform (10 x 25 cm) med bagepapir. Riv appelsinskallen fint, og pres al appelsinsaften.
  2. Kom smør, sukker, groftrevet marcipan og revet appelsinskal i en skål, og pisk det cremet med en elpisker. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk kortvarigt mellem hvert æg. Rør hvedemel, kanel, nelliker, salt og appelsinsaft i dejen, til den er ensartet.
  3. Hæld dejen i formen, og bag kagen i ca. 35 minutter, til den er lige akkurat gennembagt. Afkøl kagen på en rist.

Sådan gør du:

  1. Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Skær nougaten i små stykker, og læg dem i en skål.
  2. Opvarm fløde og kaffepulver til kogepunktet i en gryde. Hæld den varme kaffefløde over nougaten, og lad det stå i ca. 1 minut. Rør i blandingen med et piskeris, til nougaten er smeltet helt ud i fløden. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme nougatfløde.
  3. Dæk skålen med husholdningsfilm, og sæt den på køl, til den er helt kold (mindst 4 timer).

Sådan gør du:

  1. Tag kagen ud af formen, og anret den på et fad. Pisk den kolde nougat-kaffe-creme til luftigt skum med en elpisker, og hæld cremen i en sprøjtepose.
  2. Dekorér toppen af kagen med cremen i et valgfrit mønster, og pynt med fintrevet appelsinskal og lidt spiseligt guld.