Boller op, boller ned ...
… boller i min mave! Fastelavn er tiden for boller i flotte farver og sjove former. Her er opskrifter til alle lækkermunde – med eller uden kostumer.
Hurra, sæsonen for fastelavnsboller er over os! Her får du opskrifterne på lækkerier, der rimer på klæd-ud og tøndeslagning.
Boller med creme
15 stk.
Det skal du bruge:
25 g gær
2 dl lun mælk (med lav eller høj fedtprocent)
50 g smeltet smør eller olie
1 spsk sukker
1 tsk salt
500 g mel
Creme af et brev kagecreme tilberedt med 2 dl mælk
Pynt: flormelis med vand og sukkerblomster.
Sådan gør du:
Udrør gæren i lidt af den lune mælk, og tilsæt derefter resten af mælken, det smeltede afkølede smør, sukker og salt. Ælt mel i, til dejen er glat og smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt i en time.
Del dejen i cirka 15 stykker, og rul dem let ud. Læg en teske kagecreme på hver bolle, og fold dejen ind over. Sæt bollerne i muffinsforme, og lad dem efterhæve i 30 minutter. Bag dem ved 200 grader i 20-25 minutter.
Lad bollerne køle af, og pynt dem med glasur og sukkerblomster.
Søde boller
15 stk.
Det skal du bruge:
15 g gær
2 ½ dl vand
50 g sukker
½ dl smagsneutral olie
500 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling
Sådan gør du:
Rør gæren ud i lidt af vandet, og hæld resten af vandet, sukker og olie i. Ælt mel i, til dejen er smidig og slipper bordet. Lad den hæve natten over eller cirka otte timer ved stuetemperatur.
Ælt dejen igennem, og form 15 små boller. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og pensl med æg. Lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Bag dem ved 200 grader i cirka 20 minutter. Lad bollerne køle af, og pynt dem med glasur og krymmel.
Pynt: jordbær- og chokoladeflormelis og sukkerskrift på tube.
Pizzaboller
Ca. 18 boller
Det skal du bruge:
50 g gær
2 ½ dl vand
1 æg
½ spsk sukker
1 tsk salt
75 g eller ½ dl olie
100 g skinke i tern
150 g durum-mel
Cirka 450 g hvedemel
Pynt: 20 skiver pepperonipølse og 50 g revet ost.
Sådan gør du:
Rør gæren ud i lidt af det lune vand, og hæld resten af vandet, æg, sukker, salt, olie og skinke i. Rør det sammen, og ælt de to slags mel i, til dejen slipper bordet/skålen. Lad den hæve tildækket i en time.
Ælt dejen igennem, og form 15 boller. Tryk dem lidt flade, og læg et stykke pepperoni og revet ost over. Lad dem hæve i 30 minutter. Bag dem ved 200 grader i cirka 20 minutter.
Kakao
Der findes en del forskellige slags kakaomælk på markedet. Der er nogle med meget lavt fedtindhold, nogle med lidt sukker og nogle med kunstigt sukker.
Børnene kan bedst lide den helt almindelige kakaosmag, men prøv med lidt mandariner for afvekslingens skyld.
Det skal du bruge:
1 l kakaomælk
2 mandariner
Pil mandarinerne, og kom dem i en gryde med kakaomælk. Varm kakaoen langsomt op, og server den lun.
Kaninens yndlingskage
Det er de færreste kager, der er sunde. Men denne her er sprængfyldt med grøntsager og frugt, og der er ikke skyggen af fedtstof i.
Det skal du bruge:
3 æg
250 g sukker
250 g æblemos
500 g revet gulerod
375 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 spsk kanel
Pynt: cirka 200 g flormelis, grøn frugtfarve, en smule vand og marcipangulerødder.
Sådan gør du:
Pisk æg og sukker skummende (det tager et par minutter). Hæld æblemos og revet gulerod i. Sigt mel, bagepulver og kanel i, og rør dejen sammen.
Hæld dejen i en lille bradepande (35 × 25 cm) foret med bagepapir, og bag den i 45 minutter ved 180 grader. Stil en strikkepind i og se, om der sidder dej på. Gør der det, skal den bages mere.
Afkøl kagen. Rør florsukker, frugtfarve og en smule vand sammen, og smør det over kagen. Pynt med gulerødder.
Profiteroles med flødeskum
Cirka 30 stk.
I stedet for de kæmpestore fastelavnsboller fra en bager kan man lave sine egne miniatureboller med flødeskum eller creme.
Det skal du bruge:
2 dl vand
50 g smør
125 g mel
4 æg
½ tsk sukker
1 æg og 1 spsk vand
Fyld:
½ l piskefløde
1 spsk chokoladeflormelis
Pynt:
chokoladeflormelis med krymmel.
Sådan gør du:
Bring vand og smør i kog. Pisk mel i, og pisk, til dejen slipper gryden. Tag gryden af varmen, og rør æggene i et ad gangen. Rør godt mellem hvert æg, til dejen er glat. Drys sukker i. Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud i små toppe på en bageplade med bagepapir.
Bag kagerne ved 200 grader i 20-25 minutter, eller til de er lysebrune. Tag kagerne ud, og afkøl dem. Pynt dem med glasur og krymmel. Pisk fløden til skum, og smag til med flormelis. Halver kagerne, og læg flødeskummet i.
Efter kagerne er lagt sammen, kan de stilles på køl, til de skal spises, dog højst et par timer. Kagerne kan sagtens bages et par dage før, og så fyldes og pyntes, umiddelbart før de skal spises.
OBS! Lad endelig være med at åbne ovndøren i de første 20 minutter, kagerne bager. Man risikerer, at kagerne falder sammen!