Brødæggebægre med cheddar

Brødæggebægre med cheddar

Overrask familien med sjove brødæggebægere med cheddar. De sjove æggebægere er formet, så der er plads til et æg, og er derudover fyldt med mild cheddar - en skøn tilføjelse til morgenbordet i påsken.

8 stk.

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 æg
  • 1 tsk. salt
  • 50 g reven mild cheddar
  • 1 spsk. olivenolie
  • 550 g hvedemel, gerne italiensk tipo 00

Desuden:

  • 1 sammenpisket æg
  • evt. tørret oregano til drys

Sådan gør du:

  1. Udrør gæren i vandet. Rør æg, salt, cheddar og olivenolie i. Tilsæt hvedemelet, og ælt dejen smidig. Stil dejen til hævning et lunt sted tildækket en times tid.
  2. Udrul dejen til 8 cirkler ca. 3 cm tykke. Læg dem på bagepapir. Lad dem efterhæve 15 min.
  3. Lav en fordybning i hver. Pensl brøddene med æg, og drys evt. med oregano. Bag brødene ca. 18 min. ved 225 gr. på midterste ovnribbe.
  4. Server brødene med blødkogte æg i.

Påsketraditioner

Traditionen med påskeæg går langt tilbage i tiden. Ægget har symbolsk stået for frugtbarhed, sundhed og nyt liv. I dag er de fleste påskeæg lavet af chokolade. Påskeharen har i nogle familier gemt påskeæggene, så børnene skal finde dem. Skikken med påskeharen går helt tilbage til 1700-tallets Holland og Tyskland.