Corned beef med coleslaw
Amerikanernes svar på sprængt oksebryst. På New Yorks deli'er får man corned beef sandwiches med et bjerg af det lækre kød, der skal ligge i krydderlage flere dage, inden det bliver kogt og er klar. Men det er ventetiden værd.
Ingredienser
- Nok til 6-8 sandwich
- 1 tsk hele hvide peberkorn
- 1 tsk hele sorte peberkorn
- 8 nelliker
- 1 kanelstang, knust i mindre stykker
- 1 tsk korianderfrø
- 1 tsk sennepsfrø
- 3 laurbærblade
- 1½ l vand
- 150 g groft salt
- 50 g rørsukker
- 1,2 kg oksespidsbryst
- 1 fed hvidløg
- 1 porre
- 1 gulerod
- 1 løg
- Coleslaw
- ¼ hvidkål
- 200 g gulerødder
- 1½ dl creme fraiche 9%
- 2 spsk grov sennep
- salt og sort peber
Sådan laver du corned beef:
- Begynd med kogelagen, og kom begge slags peber, nelliker, kanel, koriander og sennepsfrø på en tør pande. Rist det et minuts tid, til det begynder at dufte. Kom krydderierne over i en morter eller en krydderikværn, og knus dem groft. Kog en lage af krydderierne, laurbærblade, vand, salt og sukker. Lad lagen køle helt af.
- Kom kødet i en 10 liters plasticpose, beregnet til madvarer. Mas hvidløget lidt, så saften kan komme ud, og kom det med i posen. Hæld nu den afkølede kogelage ved, og luk posen. Sørg for, at der er så lidt luft som muligt inde i posen. Kom en ekstra pose omkring, så du undgår dryp, og læg det hele i et fad i køleskabet. Kødet skal stå i lagen i køleskabet i 4-5 dage. Vend kødet en gang om dagen.
- Når kødet er saltet efter 4-5 dage, tag det op af lagen og skyl det rent. Kassér lagen.
- Kom kødet i frisk vand i en gryde, og lad det simre i 2 timer. Skift så vandet, og kog videre en time mere med grofthakket porre, gulerod og løg. Man skifter vandet for at trække saltet ud af kødet. Lad kødet køle af, og skær det i skiver, så det er klar til dine sandwich.
- Lav coleslawen ved at skære hvidkål i tynde strimler. Skræl gulerødderne, og riv dem groft. Bland det hele sammen med creme fraiche og sennep, og smag til med salt og godt med sort peber.
- Lav lækre sandwich af godt, gerne lidt syrligt brød med masser af skiver corned beef og coleslaw til.
- Få mere inspiration til lækker mad på ALTfordamerne.dk/opskrifter
PRØV OGSÅ: Chopped liver - klassisk jødisk postej