Det milde shot: Ingefærshot med gurkemeje
En god kickstarter, du nemt selv kan lave. Brug ingefær, gurkemeje, timian og peberkorn til at lave et lækkert ingefærshot, der kan kickstarte din dag i de mørke og kolde måneder.
Portionen giver ca. 1,3 liter - ca. 25 ingefærshots
Total:1 time
Ingredienser
- 150-200 g ingefær, skrællet vægt
- 40 g gurkemeje, skrællet vægt
- 10 sorte peberkorn
- 1,2 l koldt vand
- 8-10 timiankviste (du kan også bruge rosmarin, salvie eller mynte)
- 6 store usprøjtede citroner
- 2 tsk jomfrukokosolie
- 5-6 spsk koldslynget honning
Sådan laver du ingefærshot med gurkemeje
- 1. Skræl ingefær og gurkemeje, og skær dem i skiver. Kom dem i en gryde med peberkorn, overhæld med koldt vand, og kog i 20 minutter ved lav varme. Skyl og slyng timiankvistene, og tilsæt dem, lige før du slukker for varmen under gryden. Lad saften afkøle lidt.
- 2. Skyl citronerne godt, pres saften ned i en skål, og opløs jomfrukokosolien og honningen heri. Kom de halve afpressede citronskaller ned i blandingen, og når den varme saft er afkølet helt ned til omkring 42 °C, blander du det hele i skålen og lader det stå tildækket i køleskabet til næste dag.
- 3. Smag på saften − er den for stærk, så spæd op med lidt ekstra koldt vand, inden du sier saften fra resten og hælder den på skoldede, atamonskyllede flasker. Den holder sig fint 2-3 uger på køl.