Drømmekage med hvid chokomousse
Skøn, sommerlig version af den klassiske drømmekage. Her har vi puttet drømmekagen i glas og serverer den med en lækker hvid chokolademousse, jordbær og selvfølgelig den helt rigtige drømmekage-topping på toppen. Mums!
6-8 portioner/glas
Total:50 minutter
Ingredienser
- 2 æg
- 175 g sukker
- 40 g smør
- 1¼ dl mælk
- 1 tsk. fintreven usprøjtet citronskal
- 2 spsk. citronsaft
- 175 g hvedemel
- ¾ tsk. bagepulver
- Topping:
- 75 g smør
- ½ dl mælk
- 125 g brun farin
- 75 g kokosmel, gerne Urtekrams
- Hvid chokomousse:
- 100 g hvid chokolade
- 2 past. æggeblommer, svarer til 1 af de små bægre
- 4 spsk. sukker
- 1½ past. æggehvider, svarer til 1 af de små bægre (kan udelades)
- 3½ dl piskefløde
- Desuden: 200 g jordbær samt ekstra hele jordbær, som nydes til
Sådan laver du drømmekage med hvid chokolademousse
- 1. Pisk æg og sukker skummende. Smelt smørret, og rør mælken i. Kom det i æggemassen. Rør citronskal og citronsaft i. Bland hvedemel og bagepulver, og sigt det i. Rør dejen sammen. Fordel dejen i en bradepande foret med bagepapir, 22 x 22 cm. Bag kagen ved 175 gr. på midterste ovnribbe ca. 30 min.
- 2. Smelt smør, mælk og farin sammen i en lille gryde. Kom kokosmelet i. Fordel blandingen på bagepapir i et ½ cm tykt lag. Bag toppingen til kagen på midterste ovnribbe 15-20 min. ved 175 gr. Afkøl det, det skal blive sprødt. Kom toppingen i en plastpose, og knus den med hænderne eller med en kagerulle.
- 3. Hak chokoladen fint, og smelt den i en skål over vandbad eller i mikroovn. Pisk æggeblommer og sukker cremet. Rør chokoladen i.
- 4. Pisk æggehviden stiv, og vend den i. Pisk fløden til let skum, og vend det i.
- 5. Til 8 patentglas med en diam. på ca. 7 cm udstikker du et stykke drømmekagebund, og lægger det ned i glassets bund. Skær jordbær i skiver, og lav en ring af dem i glasset langs kanten, så de kan ses igennem glasset. Fordel hvid chokolademousse over. Drys kokostopping over, og luk glassene. Lad kagerne trække 3-4 timer i køleskab. Opbevar kagerne i køleskab, til de serveres. Server ekstra jordbær til.
- Tip Du kan også vælge at lave kagen som en stor kage. For en form, 22 x 22 cm, med plastfilm. Læg den bagte kagebund heri. Fordel chokolademoussen over. Stil kagen tildækket i køleskabet i 3-4 timer. Drys kokostopping over kagen, og server den med jordbær i skiver eller kvarter til.