Fastelavnsknuder

Fastelavnsknuder: Sjove og anderledes fastelavnsboller

De fleste af os elsker at sætte tænderne i en stor og flødeskumsfyldt fastelavnsbolle, men vidste du, at man også kan bage fastelavnsknuder? Det kan man - og du får opskriften lige her.

(16 stk.)

Total:45 minutter

Arbejdstid:30 minutter

Ingredienser

Bolledej:

  • 3¼ dl lunken mælk
  • 25 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 50 g sukker ½ tsk salt
  • 1 tsk. kardemomme
  • 75 g blødt smør

Vaniljecreme:

  • 4 dl. sødmælk
  • 1 vaniljestang
  • 3 æggeblommer
  • 60 g sukker
  • 30 g maizena

Pynt:

  • Glasur
  • Kagekrymmel

Bolledej:

  1. Rør gæren ud i mælken. Tilsæt mel, sukker, salt og kardemomme, og ælt dejen sammen, ca. 5 min på maskine og 10 min. i hånden. Tilsæt det bløde smør lidt efter lidt, og ælt i lige så lang tid igen. Dejen skal være jævn og glat – ikke klistret.
  2. Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1 time.

Vaniljecreme:

  1. Varm mælken op i en lille gryde.
  2. Udskrab vaniljekornene, tilsæt vaniljekorn og -stang til mælken, og lad det koge op.
  3. Rør æggeblommer, sukker og maizena sammen.
  4. Hæld den varme mælk i æggeblandingen under piskning.
  5. Hæld blandingen tilbage i gryden, og rør, til den tykner, men cremen må ikke koge.
  6. Tag cremen af varmen, hæld den i en skål, og drys lidt sukker over. Lad afkøle.

Saml bollerne:

  1. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 40x40 cm. Del dejen i 16 firkanter.
  2. Læg papirmuffinforme i en muffinform, og læg dej i hver form. Læg 1 spsk. vaniljecreme i, og klem dejen sammen om cremen.
  3. Lad dem efterhæve i ca. 40 min.
  4. Bag fastelavnsknuderne på midterste ovnribbe ved 200 grader i ca. 15 min. Lad dem køle af. Pynt med glasur og kagekrymmel.

Fastelavnsbolle eller fastelavnsknude?

Ja, hvad er egentlig forskellen? De lækre knuder bages i en muffinsform, så du er sikker på at fyldet ikke flyder ud, når du bager dem. Derfor behøver du heller ikke at være helt så grundig, når du laver knuderne, som når du skal forme en fastelavnsbolle rundt om fyldet.

Men ellers er en fastelavnsknude i bund og grund det samme som en god gammeldags fastelavnsbolle - og du kan selvfølgelig bage knuderne med syltetøj også istedet for creme. Eller måske bage dem med både syltetøj og creme?