Fersken melba med hindbærgranita

Fersken melba med hindbærgranita

Prøv at erstatte hindbærsovsen til denne klassiske dessert med hindbærgranita.

(4 personer)

Ingredienser

  • Arbejdstid: 1 time
  • Kogetid: 15 min.
  • Frysetid: 3 timer
  • Frugten er ikke fryseegnet
  • ½ l vaniljeis
  • Vaniljekogte ferskner:
  • 4 ferskner eller nektariner
  • 1 stang vanilje
  • 150 g sukker
  • 2 dl hvidvin eller vand
  • Hindbærgranita (½ liter):
  • 1 dl vand
  • ½ dl hvidvin eller rødvin (eller vand)
  • 4 spsk sukker
  • 175 g hindbær (evt. frosne)
  • Pynt:
  • evt. friske hindbær

  1. Granita: Kog vand, vin og sukker igennem og tilsæt hindbærrene. Kog 1 min., blend til puré og pres puréen gennem en sigte. Hæld det i en lav form – f.eks. en lille bradepande eller plastbeholder. Sæt det i fryseren, til det begynder at stivne i kanten. Skrab granitaen igennem med en gaffel og frys igen. Gentag dette 2-3 gange – frys i alt mindst 3 timer. Skrab granitaen igennem med en gaffel, så der dannes flager. Stil det tilbage i fryseren indtil servering.
  2. Ferskner: Skær et lille kryds i toppen af frugterne og dyp dem 30 sekunder i kogende vand. Læg dem straks i iskoldt vand og træk skindet af dem. Skær dem i halve eller kvarte og fjern stenene. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem i en gryde med vaniljestang, sukker og vin (eller vand). Giv det et opkog. Læg frugterne i lagen og lad dem simre møre ganske stille 5-8 min. Hæld dem i en skål og lad dem blive helt kolde.
  3. Anret kugler af vaniljeis i glas eller skåle og top op med frugt og granita. Pynt evt. med friske hindbær.