Foccacia-brød med smukke toppings
Hop med på bølgen, og slip fantasien løs på et focaccia-brød. Server brødet som snack og tilbehør til sommermaden. Nyd brødet friskbagt, opbevar rester i køleskab eller fryser, og lun dem i ovnen før servering.
1 brød
Total:2 timer 30 minutter
Arbejdstid:2 timer
Ingredienser
Dej:
- 15 g gær
- 3 dl vand
- 2 spsk. jomfru- olivenolie
- 125 g durummel
- 300 g hvedemel med højt proteinindhold (f.eks. Tipo 00)
- 1 tsk. salt
Endvidere:
- 2-3 spsk. jomfruolivenolie
- 1 tsk. flagesalt
- grøntsager, frugt, bær, krydderurter
Sådan gør du:
- Rør gæren ud i lunkent vand, og tilsæt olivenolie. Rør de to slags mel i, og ælt dejen godt igennem i 7-8 min. Tilsæt salt, og ælt i 2-3 min. mere. - dejen skal være blød.
- Læg dejen i en skål smurt med olivenolie, og lad den hæve tildækket i 1 times tid.
- Vend dejen ud i et oliesmurt ovnfast fad eller på oliesmurt bagepapir på en bageplade, og pres den ud i den ønskede tykkelse og facon med våde hænder. Lad den hæve tildækket i 20-30 min.
- Rens og snit dine toppings, og lav gerne en prøve på dit mønster på et stykke bagepapir.
- Tryk fordybninger i dejen med våde fingre, stænk med olivenolie, og drys med flagesalt.
- Pres dine toppings let ned i dejen, og bag brødet på midterste rille i ovnen ved 220
- grader i 25-30 min.