Fuldkornsfocaccia

Fuldkornsfocaccia med fennikelfrø

Dette svampede brød skal serveres afkølet, ellers er det klægt.

1 stort brød

Ingredienser

  • 1 l koldt vand
  • 25 g gær
  • 4 tsk salt
  • 2 tsk fennikelfrø + til pynt
  • 500 g grovmel, f.eks. speltmel eller grahamsmel
  • ca. 800 g hvedemel
  • 1-2 dl olivenolie
  • friske rosmarinkviste

  1. Sådan gør du: Opløs gæren i vandet sammen med salt. Rør melet i lidt ad gangen. Rør dejen grundigt sammen. Den skal være klistret og fast. Fordel den i ovnens bradepande (hvis den kan være i køleskabet, ellers i to mindre bradepander) med bagepapir. Tryk evt. hele krydderier ned i dejen. Hæld olie over, og stik rosmarinkviste i. Kom plastikfilm på, og lad den hæve tildækket natten over i køleskabet. Bag ca. 60-75 minutter ved 200 grader (ej varmluft). Brødet skal være godt brunt og sprødt. Tag brødet ud af formen straks efter bagningen, og lad det blive koldt på en rist, før du skærer det.