Hvis du har været en tur i Tivoli har du sikkert bemærket den lille fine grønne oase Gemyse, der ligger midt i den gamle have. Her regerer kokken Mette Dahlgaard Jensen, der tryller retter frem med grøntsager som det primære omdrejningspunkt.
Nu har Mette omsat sit grønne univers til en smuk kogebog med over 70 inspirerende opskrifter. Vi mødte kvinden bag kogebogen ”Gemyse – havens grønt året rundt” og fik hendes lækre opskrift på det fineste naanbrød med hjem.
Mette beskriver selv Gemyse som stedet, hvor fornuft og følelse mødes. Hendes mission er at lade råvarerne tale deres eget sprog og at servere dem så naturligt som muligt. Med fokus på økologi, et godt øje til variation i smag og tekstur og udgangspunkt i sæsonernes vekslen.
Bogen er ment som en inspiration, og der opfordres til at ”lytte” til grøntsagerne, være nysgerrig eller vælge dem, man elsker højest, og se nye muligheder. Det er med andre ord tilladt at lege med maden.
"God mad kræver lyst, lidt tid og nysgerrighed. Find dit indre legebarn. Det er tilladt at snyde, springe over, hvor gærdet er lavest. Men lad råvarerne være det, de er, og se godt ud imens".
Mette Dahlgaard Jensen, Gemyse
Her får du Mettes skønne opskrift på lækre naanbrød
NAANBRØD MED KARAMELLISEREDE LØG OG URTER
40 g gær
3 tsk salt
3 tsk sukker
90 g smør
2 dl vand
125 g yoghurt
1 spsk honning
ca. 330 g mel, kan blandes 1/3 groft og 2/3 tipo 00
LØGKOMPOT
900 g rødløg i tynde skiver
15 g smagsneutral olie
150 g balsamicoeddike
150 g rødvinseddike
1 g kanel
2 g sort kardemomme
2 ½ g anis
1 ½ g allehånde
300 g brun farin
40 g citronsaft
melatin
DAGEN FØR
Dejen kan med fordel laves på en røremaskine. Smuldr gæren, tilsæt salt og sukker og opløs gæren heri.
Smelt smørret, hæld vandet i, så det køler lidt af, kom det i skålen og tilsæt de resterende ingredienser, melet lidt ad gangen.
Dejen æltes, til den er glat.
Stil den på køl natten over.
PÅ DAGEN
Dejen rulles ud til ca. 4 mm og steges på en pande med smør.
Rødløgene brunes i en varm gryde med olie, tilsæt de to eddiker.
Krydderierne ristes på en tør, varm pande.
Tilsæt krydderier, brun farin og citronsaft til løgene og kog ved middel varme i 20 minutter. Til sidst jævnes med melatin.
SERVERING
Anret løgkompotten oven på naanbrødet og pynt med blomster og urter.
Gemyse giver Tivolis gæster et grønt og bæredygtigt alternativ uden at gå på kompromis med velsmagen.
Der er smagsrige og sæsonbetonede grønsagsretter på bordet, men selvom grøntsagerne har hovedrollen på tallerkenen, kan man også få kød.
Hyggen er i fokus både i drivhuset og restauranten, og når gæsterne sidder rundt om bålfadene og griller skumfiduser og snobrød.
”Gemyse – havens grønt året rundt”
Muusmann Forlag 240 sider, vejl. udsalgspris kr. 299.95