Gulerodskage i bradepande med pekannødder og frosting
Skøn gulerodskage med lækker flødeost-glasur og pekannødder på toppen. Gulerodskagen bages i bradepande, så der er nok til flere kagesultne munde, og kagen er perfekt til at tage med som klassens-time-kage eller på arbejde. Her får du opskriften:
18-20 stykker gulerodskage
Ingredienser
- 450 g gulerødder
- 3 æg
- 225 g sukker
- 1½ dl vegetabilsk olie
- 300 g hvedemel
- 2½ tsk. bagepulver
- 3 tsk. kanel
- 150 g pekannødder
- Frosting:
- 200 g flormelis
- 100 g blødt smør
- 100 g flødeost
- 1 tsk. vaniljesukker
- 50 g pekanødder
Sådan bager du gulerodskage
- 1. Tænd ovnen på 175 gr. Skræl gulerødderne, og riv dem på et rivejern.
- 2. Pisk æg og sukker, til det er hvidt og skummende. Rør olie, mel, bagepulver, kanel og revet gulerod i dejen. Rør dejen godt sammen.
- 3. Hak pekannødderne, og vend dem i dejen.
- 4. Beklæd en bradepande (25 x 30 cm) med bagepapir. Bag kagen i ca. 35-40 min. Afkøl kagen på en bagerist. Når den er kold, pyntes den med frosting.
- Frosting:
- 1. Flormelis, smør, flødeost og vaniljesukker røres, til det er blødt og cremet.
- 2. Smør frostingen udover kagen i et tykt lag, og pynt med hele pekannødder på toppen.
- TIP: Nødderne i kagen kan udelades, hvis du har en allergiker i familien.
PRØV OGSÅ:Choko-banan-doughnuts