Hjemmelavet marcipan fra Hjemmet

Hjemmelavet marcipan

Har man én gang smagt den hjemmelavede slags, bliver man hurtigt afhængig.

Nougat eller marcipan? De fleste er på enten eller, mens andre foretrækker både og. Jeg er helt klart til marcipan, hvilket mange af mine opskrifter også vidner om.

Prøv også min opskrift på napoleonshatte

Og der er mildt sagt forskel på marcipan! Nogle indeholder alt for meget sukker, mens andre gemmer på abrikoskerner i stedet for mandler. Der findes heldigvis også super lækre ruller med marcipan, men de er som regel temmelig pebrede i prisen. Og så er det jo godt, at det er så nemt at lave sin egen marcipan.

Når jeg ser mandler på tilbud, hamstrer jeg en ordentlig portion. For så har jeg altid lidt sundt at gnaske på, drysse på skyren om morgenen – eller hovedingrediensen til marcipan.

For hjemmelavet marcipan skal efter min mening være spækket med mandler. Og det er denne portion. Hvis du foretrækker en lidt grov marcipan, blender du den blot lidt kortere tid. Denne opskrift indeholder en hjemmelavet vaniljesirup, som også er meget let at lave. Men skal det gå ekstra hurtigt, kan du selvfølgelig bruge en færdig vaniljesirup eller en lys sirup i stedet for.

Ca. 350 g marcipan

Arbejdstid: 25 min.

Bagetid: 5 min.

Køletid: 30 min.

300 g mandler

Vaniljesirup:

1 vaniljestang

1 dl rørsukker

1½ dl vand

Smut mandlerne:

1. Kom de hele mandler i en gryde med vand, og bring vandet i kog. Lad mandlerne kog i 1 minuts tid, tag dem af varmen, og skyl dem under den kolde hane. Smut mandlerne.

2. Rist mandlerne i ovnen ved 180 grader i ca. 5 min. De må ikke tage farve. Lad mandlerne køle helt af (lav evt. vaniljesiruppen imens).

3. Blend de smuttede mandler til fint mel.

Vaniljesirup:

4. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bland dem med lidt af sukkeret.

5. Kom alle ingredienserne (inkl. den tomme vaniljestang) i en gryde, og lad det koge i ca. 10. min., til det har konsistens som sirup.

6. Fisk den tomme vaniljestang op, og hæld siruppen i blenderen med mandelmelet lidt ad gangen. Kør til passende marcipankonsistens.

7. Pak marcipanen ind i film, og lad den afkøle i køleskabet i en halv times tid, inden du bruger den til konfekt, kager eller blot en lækker godbid.

Tip: Skal det gå ekstra hurtigt, kan du bruge 1 dl lys sirup i stedet for den hjemmelavede vaniljesirup.

Prøv også min opskrift på madeleines med marcipan og citron TRYK HER