Så meget kaffe skal du bruge til en liter vand.

5 fejl, de fleste begår, når de vil brygge en god kop kaffe

Vi har spurgt Aarhus' kronede kaffemester til råds.

Der er flere fejl, du kan begå, når du vil brygge en kop af det sorte guld, og det kan faktisk betyde, at din kaffe bliver både ligegyldig og sur.

Søren Stiller Markussen, der er indehaver af den velrenommerede kaffebar, Great Coffee i Aarhus, har flere gange kunnet kaldes sig Danmarks bedste barista. Han er en vaskeægte kaffe-connaisseur og svarer her på nogle af de mest stillede spørgsmål om kaffe, han møder, og som har en stor effekt på, hvor god din kaffe bliver.

LÆS OGSÅ: Instant, filter eller latte - dette er den sundeste kaffe, du kan drikke

1 Hvilken kaffe skal jeg vælge?

- Helt essentielt er det første, du skal tage stilling til, hvilken bønne du vil bruge. Mange køber flere forskellige blends, men det er ligesom med vin:. Du skal finde ud af, hvilken smag du kan lide og finde frem til, hvilket område du derfor skal gå efter. Det er noget, du kan snakke med en ekspert om. Man kan ikke sige, at bønner fra Kenya er de bedste. Det er en smagssag, og det har virkelig stor betydning for din kaffe. Langt større betydning end ristningen. Det er faktisk helt misforstået at se på ristningen, når man skal finde ud af, hvilken kaffe, man bedst kan lide. Den betyder ingenting. Lys, mellem, mørk. Glem det.

2 Hvilken ristning skal jeg vælge?

- I stedet for at kigge på sidste salgsdato skal du i stedet se på, hvornår din kaffe er blevet ristet. Helt nørdet handler det om, at kaffen udsender nogle flygtige gasarter og med tiden mister sin aroma. Igen er det ligesom med vin: Så snart den kommer i forbindelse med ilt, udvikler den sig. Køber du espressobønner, skal du ideelt bruge dem fra 8 dage efter ristningen frem til senest 45 dage efter. For kaffe er det fra to til 60 dage efter. Det skal meget gerne stå på pakken, hvornår den er blevet ristet.

3 Hvor meget kaffe skal jeg bruge?

- Det har stor betydning, at du doserer kaffen rigtigt i forhold til vandet. For hver liter skal du bruge 65 til 75 gram. Du kan ikke bare gøre det på øjemål, hvis du vil have den bedste kaffe. Du skal veje den. Og så skal du kun kværne præcis det, du skal bruge, for lige så snart skallen på bønnen bliver brudt, så bliver kaffen påvirket af ilt, fugtighed og varme.

4 Hvilken temperatur skal vandet have?

- Desto varmere vandet er, desto mindre sur bliver kaffen. Men hvis du kommer over 95,5 grader, så skolder du kaffen og risikerer til gengæld, at din kaffe mister sine smagsnuancer og ender med at smage mest af aske. Det sker, hvis du f.eks. bruger en Quooker (vandhane med kogende vand, red.). Derfor skal du ramme en temperatur mellem 91,5 og 95,5 grader, så den ikke bliver sur eller ligegyldig.

5 Hvordan skal jeg opbevare min kaffe?

- At putte kaffe i køleskabet er simpelthen den største fadæse! Det er en skrøne, og det gør ikke noget godt for kaffen. Det svarer til, at du hiver en bøf ud og ind af fryseren. Kaffe skal have så lidt veksling i indpakning og temperatur som muligt. Derfor er det bedst, at du tager den mængde, du skal bruge og kværner, lige inden du skal bruge den, og derefter lukker posen. Du skal heller ikke putte posen i en dåse med låg. Det er også en ændring af miljø.

LÆS OGSÅ: Hvor meget kaffe må du drikke om dagen - få svaret her

LÆS OGSÅ: Nu er det her: Vækkeuret, der vækker dig med friskbrygget kaffe

LÆS OGSÅ: Sådan ragerer kroppen, når du drikker kaffe