indisk mad

Indien: Masala Dosa

Vi har spist de krydrede linsepandekager både om morgenen og som hurtige gademåltider. Vi spurgte om, hvordan man lavede dem, men processen er ret kompliceret, fordi den kræver, at man lægger ris og linser i blød og derpå blander dem i en dej, som man lader gære. Vi har lavet en hurtigere version med kikærtemel og fuldkornsrismel.

4

Ingredienser

  • Fyld:
  • ghee eller koldpresset kokosolie til stegning, plus ekstra til dosaerne
  • 1 løg, finthakket
  • 1 tsk garam masala
  • 1⁄4 tsk stødt ingefær
  • 1⁄4 tsk stødt gurkemeje
  • 1⁄4 tsk stødt chili
  • 2 søde kartofler, kogte, skrællede og skåret i tern
  • 150 g friskbælgede eller optøede, frosne ærter
  • en lille håndfuld koriander
  • Indisk mynte- & kokosraita:
  • 6 spsk yoghurt naturel
  • 20 g mynte, finthakket
  • 4 spsk kokosmel
  • Kikærtedosa:
  • 125 g kikærtemel
  • 40 g fuldkornsrismel
  • 1 tsk havsalt
  • 1 spsk nigellafrø
  • 2 1⁄2 dl vand
  • Tilbehør:
  • Mango- & rosinchutney
  • 1⁄2 tsk ghee eller kokosolie

Sådan gør du:

  1. Varm en smule ghee eller kokosolie op på en pande ved middel varme, og tilsæt løg og krydderier. Rør hyppigt rundt undervejs, og steg, til løgene er klare, og krydderierne dufter dejligt. Tilsæt de kogte søde kartofler og ærterne, og steg videre under omrøring, til det hele er varmet igennem. Mos nu kartoffelblandingen med bagsiden af en trægrydeske, og drys med koriander. Stil mosen til side, mens raita og dosaer tilberedes.
  2. Rør samtlige ingredienser til raitaen sammen i en lille serveringsskål. Tilsæt mere yoghurt, hvis du foretrækker den mere lind. Lad den trække i køleskabet, til den skal serveres.
  3. Bland de to slags mel til dosaerne i en skål sammen med salt og evt. nigellafrø. Pisk derpå vandet i, til dejen samler sig – den skal være forholdsvis tyk. Varm ghee eller kokosolie op på en pande ved middelhøj varme. Tilsæt ca. en fjerdedel af dejen, og fordel den jævnt med bagsiden af en ske. Vend den, når den er gylden, og bag den anden side. Tag den færdige pandekage af panden, og hold den lun, mens du steger de øvrige dosaer.
  4. Læg et par skefulde fyld på hver dosa, rul dem løst sammen, og server dem med raita og chutney til.
  5. Opskriften er fra kogebogen Green Kitchen rejser