Ingefærsmåkager
Sprøde småkager med frisk ingefær
I min studietid arbejdede jeg i en chokoladeforretning, hvor vi altid havde syltet ingefær med mørkt chokoladeovertræk på hylderne. Dengang havde jeg svært ved at forstå det fantastiske ved ingefær – og det var da også kun de ”rigtigt” voksne kunder, der købte det.
Prøv også min opskrift på mandelsmåkager med sirup
Men efter at have rejst en del i Østen har jeg heldigvis fået smagsløgene op for de små, saftige og syrlige knolde, der kan få et almindeligt måltid – som f.eks. boller i karry – til at blive uforglemmeligt.
Prøv også gulerodsjuice med ingefær
Her har jeg proppet ingefær i nogle velvoksne småkager, der også gemmer på lidt kardemomme og kanel. Det er dejligt forfriskende med lidt andet end marcipan og chokolade her i juletiden.
30 stk.
Arbejdstid: 30 min.
Bagetid: 10-12 min. (pr. plade)
125 g smør
80 g muscovadosirup (eller lys sirup)
350 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. hjortetakssalt
½ tsk. kardemomme
½ tsk. kanel
200 g rørsukker
1 knsp. salt
1 æg
1-1½ spsk. frisk ingefær (efter smag)
1. Smelt smør og sirup i en gryde, og lad det køle lidt af.
2. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål.
3. Kom ægget i den afkølede smør/sirupsblanding, og rør det sammen. Tilsæt fintrevet ingefær, og bland forsigtigt den tørre og våde blanding til ensartet konsistens, brug evt. hænderne.
4. Sæt dejen på køl i ½ times tid.
5. Form dejen til ca. 30 små kugler på størrelse med en valnød. Læg dem på bageplader med bagepapir med god afstand, da de flyder lidt ud under bagning. Tryk dem let flade.
6. Bag småkagerne lysebrune ved 180 grader i 10-12 min. Lad dem afkøle på en rist. Opbevares i en dåse med tætsluttende låg.
Prøv også min opskrift på mandelsmåkager TRYK HER