Othellolagkage til jul

Othellokage med appelsin til jul

Vil du forkæle dine gæster lidt ekstra her i julen, så er her en kage, der både fornøjer smagsløgene og øjet. De fleste forbinder nok en stor overdådig othellolagkage med fødselsdage, men hvorfor ikke også servere den til jul?

10 personer

Ingredienser

  • 4 æg
  • 125 g sukker
  • ½ tsk. hjortetakssalt
  • 120 g hvedemel
  • Syltede appelsinfileter:
  • 2 appelsiner
  • ½ dl vand
  • 1 dl sukker
  • evt. 2-3 spsk. Cointreau
  • Creme:
  • 3 blade husblas
  • 2½ dl mælk
  • 2 æggeblommer
  • ½ vaniljestang
  • 2 spsk. sukker
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 25 g smør
  • 2½ dl piskefløde
  • 100 g letknuste makroner
  • Chokoladeglasur:
  • 150 g mørk chokolade
  • 3 spsk. kogende vand
  • 150 g flormelis
  • Pynt:
  • 150 g ren rå marcipan til kant og flødeskum
  • Hjemmelavet figurfondant:
  • 7 blade husblas
  • 400 g flormelis
  • 2 spsk. flydende glukose
  • majsstivelse

Såsan laver du othello-lagkage med smag af jul

  1. Pisk æggene skummende. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt, og pisk, til det er skummende. Tilsæt sigtet hvedemel iblandet hjortetakssalt. Fold det ind i æggemassen med en dejskraber, til det lige er blandet.
  2. Kom dejen i 3 smurte slip let-lagkageforme. Bag bundene ca. 8-10 min. ved 200 gr. på midterste ovnribbe, til de er gyldne og gennembagte. Vend kagebundene ud på en bagerist på et stykke bagepapir drysset med lidt sukker. Afkøl bundene.
  3. Skær skallen og den hvide hinde af appelsinerne, og skær fileterne ud. Kom fileter og den afdryppede saft i en skål. Pres også resten af saften ud af appelsinhinderne. Kog vand og sukker op, til det bobler. Kom appelsinfileter og saft i. Kog det med 2-3 min. Afkøl blandingen, og rør evt. Cointreau i. Opbevar det tildækket i køleskab, til det skal bruges.
  4. Udblød husblassen 10 min. i koldt vand. Pisk mælk, æggeblommer, vaniljekorn, sukker og majsstivelse sammen i en gryde, og bring det til kogepunktet. Rør, til det er cremet og bobler op 1 minuts tid. Tag gryden fra varmen, kom de afdryppede husblasblade i, og rør, til de er opløst. Kom cremen i en skål, og rør smørret i. Drys med sukker. Afkøl cremen, til den er halvstiv.
  5. Pisk fløden til skum, og vend den i cremen.
  6. Læg 1 lagkagebund på et fad, og kom halvdelen af cremen på. Fordel halvdelen af makronerne og halvdelen af appelsinerne med lage over. Gentag. Slut med en kagebund.
  7. Smelt chokolade og vand sammen over vandbad eller i mikroovn. Sigt flormelissen i, og rør glasuren blank. Fordel glasuren på kagens top.
  8. Rul marcipanen ud til en kant, og læg den omkring kagen. Pynt med små toppe af flødeskum.
  9. Hjemmelavet figurfondant:
  10. 1. Udblød husblassen i koldt vand ca. 10 min. Smelt den i det vand, der følger med, når du tager det op fra vandbadet – enten i vandbad eller forsigtigt i mikroovnen.
  11. 2. Kom flormelis, den smeltede husblas og glukosen i en foodprocessor, og blend det sammen. 3. Drys lidt majsstivelse ud på bordet, evt. på en silikonemåtte. Kom blandingen ud på måtten. Ælt det, til det bliver smidigt som en brøddej. Tilsæt lidt majsstivelse under æltningen, så den kan rulles ud uden at klistre.
  12. 3.Udstik figurer med kageudstikkere. Lad dem tørre, gerne natten over, til de er lidt hårde. Stik dem i kagen som pynt. Fondanten smager ikke af så meget og er derfor mest bare til pynt.