SOLBÆRMACARONS
Ca. 25 dobbelte kager
DET SKAL DU BRUGE
170 g flormelis (knap 3 dl) 110 g sigtet mandelmel 90 g æggehvide (ca. 3 stk.) 2 spsk. sukker Et par dråber blå og rød frugtfarve
SOLBÆRCREME: 100 g solbær, friske eller frosne, optøede 125 g hvid chokolade 2 tsk. honning 2 spsk. piskefløde
SÅDAN GØR DU
Bland mandelmel med flormelis, og sigt det. Pisk æggehviderne luftige, tilsæt sukker, og pisk til en fast skum. Vend melblandingen i æggehviderne sammen med frugtfarve. Rør, til dejen er glat, og kom den i en sprøjtepose. Sprøjt ca. 50 kager, knap så store som femkroner, ud på to bageplader med bagepapir. Lad kagerne hvile i mindst 45 min., så overfladen tørrer, og de bliver pæne. Bag dem på én bageplade ad gangen nederst i ovnen i cirka 20 min. ved 125°. Kagernes top skal stadig være helt lys, men bunden skal slippe, hvis du løfter dem. Lad dem køle af.
Blend solbærrene fint, og passér massen gennem en sigte for at fjerne skind og kerner. Vej 50 g af. Bræk chokoladen i mindre stykker. Varm forsigtigt alle ingredienser til cremen. Rør jævnligt, og tag gryden af, når chokoladen er smeltet, og cremen ser fin og glat ud. Lad den køle af og stivne i køleskabet i en time, til den er så tyk, at man kan sprøjte den på kagerne.
Kom cremen i en sprøjtepose, og sprøjt den på bunden af halvdelen af kagerne. Læg resten af kagerne ovenpå. Kan opbevares i køleskab i op til en uge. Pst! Solbærrene giver fyldet en fantastisk farve og en tiltrængt syrlighed. Du kan finde frosne solbær i velassorterede dagligvarebutikker året rundt.