Opskrift på kærnemælksbrød med hvedekerner

Kærnemælksbrød med hvedekerner

Dette er et af de første brød, jeg bagte for mange år siden, længe før surdej blev en trend. Det er et meget traditionelt, tæt hvedebrød. Jeg nyder det både friskbagt med ost og ristet næste dag med smør og syltetøj.

2 stk. kærnemælksbrød med hvedekerner

Total:3 timer

Ingredienser

  • 150 g hvedekerner
  • 5 dl vand til kernerne
  • 1 dl koldt vand
  • 4 dl kærnemælk
  • 50 g gær
  • 700 g hvedemel
  • 8 g salt

Sådan bager du kærnemælksbrød

  1. Kom hvedekernerne i en gryde med vandet, bring det i kog ved middel varme, og sænk derefter varmen lidt. Lad kernerne simre i 20 minutter. Hæld dem med den tilbageværende væske i en stor skål, tilsæt det kolde vand og kærnemælken, og opløs derefter gæren i blandingen.
  2. Bland mel og salt i kærnemælksblandingen. Ælt dejen i cirka 5 minutter på et meldrysset bord, og læg den derefter i en stor skål. Dæk skålen med et viskestykke, og lad dejen hæve i 2 timer ved stuetemperatur.
  3. Ælt dejen let. Del den i 2, og form hver til et rundt brød. Læg dem på 2 bageplader, dæk dem med viskestykker, og lad dem efterhæve et lunt sted i 30 minutter. Forvarm ovnen til 220 grader/varmluft. Snit hvert brød med et barberblad eller en skarp kniv.
  4. Spray, eller kast koldt vand ind i ovnen, så der dannes damp, og bag brødene i 5 minutter. Sænk derefter varmen til 200 grader, og bag brødene i yderligere 35 minutter, eller til brødet lyder hult, når du banker på undersiden. Lad dem køle af på en bagerist.