Opskrift på kylling i karry

Kylling i karry & sprødstegte kikærter

Den klassiske kylling i karry med nyt og spændende tilbehør - i stedet for ris serverer vi her sprødstegte kikærter og groft brød til kylling i karry.

Næringsindhold

  • Energi pr. person:
    580 Kcal
  • Fedt:
    30 %
  • Protein:
    23 %
  • Kulhydrat:
    47 %

Kylling i karry til 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 spsk rød karrypasta
  • 300-400 g kyllingefilet i store tern
  • 2 fed hakket hvidløg
  • 1-2 spsk friskhakket ingefær
  • 2 løg i tykke både
  • 2 gulerødder i mundrette stykker
  • 2 peberfrugter i mundrette stykker
  • 2-3 stilke snittet bladselleri
  • 1 lille ds. kokosmælk
  • et par dl grøntbouillon
  • salt, peber
  • 150 g snittede sukkerærter
  • frisk mynte, koriander eller oregano
  • Tilbehør:
  • 1 dåse velafdryppede kikærter
  • 1 spsk olie
  • evt. hvidløgssalt,
  • knust spidskommen, paprika, chili
  • 300 g groft brød

Sådan laver du kylling i karry:

  1. 1. Varm olien i en stor sauterepande, svits karrypastaen heri, tilsæt kyllingekødet, og brun det smukt på alle sider. Bland hvidløg, ingefær og alle grønsager ved. Svits videre et par minutter under omrøring.
  2. 2. Tilsæt kokosmælk samt bouillon, og lad retten snurre, til grønsager er møre, men stadig har bid. Smag retten til med yderligere krydderier. Tilsæt sukkerærterne til sidst, og lad dem snurre med ganske kort.
  3. 3. Tryk kikærterne godt tørre i køkkenpapir. Varm olien i en sauterepande, og rist kikærterne, til de er helt sprøde. Ryst panden undervejs, og krydr dem med den ønskede smag. Server kyllingeretten med kryddergrønt, sprøde kikærter og groft brød.
  4. Energi pr. person: 580 kcal, fedt 30 %, protein 23 %, kulhydrat 47 %