Lækre minipavlovaer
Pavlovaer er perfekte sammen med sommerens friske bær. Her serverer vi en minipavlova med en småkagebund med lækker marengs og en skøn hvid chokoladecreme. Få den lækre opskrift på en skøn lille himmerigsmundfuld toppet med bær. Mums!
24 stk. minipavlovaer
- Småkagebund:
- 200 g hvedemel
- 150 g smør
- 2 tsk. stødt ingefær
- 50 g flormelis
- 1 æggeblomme
- Pavlovaer:
- 2 æggehvider af mellemstore æg
- ½ tsk. vaniljeessens eller 1 tsk. vaniljesukker
- 2½ dl sukker
- 1 tsk. majsstivelse
- ½ tsk. vineddike
- 2½ spsk. kogende vand
- evt. lidt rød levnedsmiddelfarve
- Desuden:
- 50 g hvid chokolade
- 3 dl piskefløde
- 300 g hindbær
- frisk citronmelisse eller mynte
Sådan laver du minipavlovaer
- Smuldr smørret i mel blandet med ingefær og flormelis. Saml dejen med æggeblommen. Lad dejen hvile i køleskab ca. 30 min.
- Udrul, og udstik i 6 cm’s cirkler gerne med en blomsterudstikker. Bag kagerne ved 180 gr. på midterste ovnribbe ca. 10 min., til de er gyldne i kanten. Afkøl.
- Pisk æggehvider, vaniljeessens, sukker, majsstivelse, vineddike og kogende vand til marengs i en køkkenmaskine i ca. 5-10 min. Farv evt. med lidt rød levnedsmiddelfarve.
- Kom marengsen i en sprøjtepose med en stjernetylle ca. 1½ cm i diameter. Sprøjt først en bund ud på bagepapir ca. 5 cm i diameter. Sprøjt nu en cirkel rundt langs kanten, så du har små ”fuglereder”. Bag pavlovaerne i ovnen ved 180 gr. i 5 min. på midterste ovnribbe. Skru ned til 150 gr., og bag videre i 25 min. Sluk for ovnen, og lad pavlovaerne køle helt af.
- Hak den hvide chokolade, og smelt den i mikroovn eller over vandbad. Kom lidt chokolade på en småkage, og sæt en pavlova over. Fortsæt med resten af kagerne. Pisk fløden til skum. Top kagerne op med flødeskum, og pynt med hindbær og citronmelisse.