Opskrift på hjemmebagte teboller

Lækre teboller til weekenden

Teboller - bagerens brødklassiker. Teboller skal være så lette og bløde som muligt, og det kræver en blød dej.

Ca. 14 teboller

Total:1 time 30 minutter

Ingredienser

Det skal du bruge:

  • 75 g smør
  • 3 dl mælk
  • 40 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • ca. 400 g mel
  • 1 æg til pensling

Sådan bager du teboller

  1. Smelt smørret, tag gryden fra varmen, og tilsæt mælk. Hæld den fingervarme væske over smuldret gær, salt, sukker og kardemomme.
  2. Tilsæt ca. 200 g mel, og pisk blandingen godt igennem. Tilsæt gradvis mere mel, mens du ælter dejen færdig.
  3. Den skal være meget blød, så du skal arbejde med let hånd og små meldrys indimellem. Lad dejen hæve ca. 40 min. lunt og tildækket.
  4. Sigt mel over dej og bord, og vend den ud. Sigt mere mel over den, ælt den let, og del den i 14 lige store portioner.
  5. Tril dem til boller, og stil dem til efterhævning på pladen i ca. 30 min.
  6. Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem ved 210 gr. i ca. 14 min.

Godt tip til teboller

 
 
Tril bollerne ved at give en klump dej et let tryk mod bordet, og kør derefter din hule hånd rundt og rundt om klumpen, til bollen har dannet sig.