Napoleonskager med brombær & blåbær
Bag de lækreste konditorkager med fyld af brombær og blåbær.Kagerne er nemme at bage med færdigkøbt butterdej.
8-10 stk.
Ingredienser
- Arbejdstid: 45 min.
- Bagetid: 20 min.
- Ikke fryse-egnet
- Bunde:
- 400 g frossen butterdej (i ruller)
- 1 æg
- Creme:
- 1/2 stang vanilje
- 1/4 l mælk (eller fløde 9 %)
- 2 æg
- 3 spsk sukker
- 1 spsk majsstivelse
- Bær:
- 200 g brombær
- 200 g blåbær
- 100 g sukker
- 1 + 1/2 dl vand
- 2 spsk kartoffelmel
- Glasur:
- 100 g flormelis
- 2 spsk rom (el. lign.)
- Endvidere:
- 2 dl piskefløde
- Tænd ovnen på 220 grader. Rul dejen ud på et skærebræt og del hvert stykke igennem, så der bliver 4 stænger på ca. 10 cm’s bredde.
- Læg dem på en bageplade med bagepapir og pensl dem med sammenpisket æg (dog ikke på kanterne, da det vil hindre dem i at hæve ordentligt). Prik dejen med en gaffel og sæt pladen i ovnen i 15-20 min., til dejen er gylden og gennembagt. Læg stængerne på en rist til afkøling.
- Creme: Flæk vaniljestangen, skrab marven ud og kom den i en gryde med mælk eller fløde. Giv det et opkog. Pisk æggene sammen med sukker og majsstivelse i en skål.
- Pisk mælk eller fløde i æggene og hæld det tilbage i gryden. Kog det igennem under piskning. Hæld cremen i en skål og lad den afkøle.
- Bær: Læg de flotteste bær (75 g af hver slags) til side. Kom resten i en gryde med sukker og vand og kog det igennem under omrøring, til sukkeret er smeltet, og bærrene er kogt lidt ud.
- Tag gryden af varmen og tilsæt kartoffelmel rørt ud i koldt vand. Hæld det i en skål til afkøling.
- Glasur: Rør sigtet flormelis sammen med rom og smør det på 2 af stængerne. Brug undersiden af dem som overside, da de er glattest.
- Samling: Læg de 2 stænger uden glasur på et fad. Pisk cremen igennem og fordél den på stængerne. Vend de rå bær i bærkompotten (hold lidt tilbage til pynt) og læg den oven på cremen.
- Pisk fløden til skum og fordél den over bærrene. Læg de to glaserede stænger ovenpå. Pynt med friske bær.
- Skær hver stang ud i 4-5 kager. Brug en skarp, savtakket kniv.