Opskrift: Fiskesuppe med skaldyr og avocadocreme
Den delikate fiskesuppe med skaldyr og avocadomayo er velsmagende og mættende - og perfekt gæstemad.
Hovedret til 4
Det skal du bruge til den velsmagende avocadocreme:
1 moden avocado (ca. 175 g)
1 spsk friskpresset citronsaft
¼ liter piskefløde 38%
2 små knuste fed hvidløg
½ tsk rød tabascosauce
¾ tsk groft salt
Det skal du bruge til opskriften på fiskesuppe:
400 g rå tigerrejer med skal
1 spsk olivenolie
1 spsk koncentreret tomatpuré
3 små fed hvidløg i halve
1 spsk fintrevet citronskal
2 laurbærblade
¾ liter vand
1 dåse hakkede tomater (ca. 400 g)
1 spsk groft salt
friskkværnet peber
2 gulerødder i små tern (ca. 200 g)
5 stilke bladselleri i små tern (ca. 200 g)
500 g filet af hvid fisk, fx helleflyndere eller søtunge - i mundrette bidder
6 skiver landbrød
Pynt
bladselleriblade
Sådan tilbereder du den lækre avocadocreme:
Flæk avocadoen og fjern stenen. Skrab kødet ud med en ske. Kom avocado og resten af ingredienserne i et blenderglas. Blend ved hurtigste hastighed i ca. 30 sek. Stil avocadocremen tildækket i køleskabet i mindst ½ time og smag evt. til med flere krydderier.
Sådan tilbereder du fiskesuppen:
Pil skallerne af tigerrejerne. Lad olien blive varm i en stor tykbundet gryde. Kom tomatpuré, hvidløg, citronskal, laurbærblade og rejeskaller i olien og rist blandingen ved kraftig varme i ca. 1 min.
Tilsæt vand og kog i ca. 15 min. Si suppen og kom den tilbage i gryden sammen med tomater, salt og peber.
Bring suppen i kog og kom gulerødder, bladselleri, fisk og rejer i. Bring atter suppen i kog og smag til.
Skær brødet i stænger og rist det på en pande.
Kom fiskesuppen i varmede dybe tallerkener, pynt med bladselleriblade og server avocadocremen og de lune brødcroutoner til.
Prøv også makeupartist Bobbi Browns »yndlingssuppe. Og få »7 opskrifter, der står i fiskenes og skaldyrenes tegn.
Nøgleord i denne artikel: Opskrift, fiskesuppe, fiskesuppen, skaldyr, tigerrejer, avocadocreme.