Skøn mormor-dessert: Lav selv "Bondepige med slør"
Fortidens favoritter kan altså noget særligt. Derfor er vi gået i gemmerne og har fundet en af bedstemors bedste opskrifter på en klassisk, dansk dessert. Bondepige med slør er en kold "kage" med sukkerristet rugbrød fordelet i lag med æblemos og syltetøj. Anret det hele i glas eller skål og top af med flødeskum og hakket chokolade.
4 personer
Ingredienser
Æblemos:
- 4-5 æbler
- ½ dl vand
- 50 g sukker
Rugbrødsknas:
- 6 dl revet daggammelt rugbrød
- 1 dl sukker
- 30 g smør
Topping:
- 4-8 spsk. jordbær- eller hindbærsyltetøj
- 2½ dl piskefløde
- 50 g hakket mørk chokolade
Sådan gør du:
- Æblemos: Skræl æblerne og skær dem i tern. Kog æbletern og vand ca. 10 min. Mos æblerne. Kom sukkeret i, og kog det sammen et par min. under omrøring. Afkøl æblemosen.
- Rugbrødsknas: Bland rugbrød og sukker. Varm smørret op på en pande, til det er gyldent og afbruset. Kom rugbrødsblandingen i. Vendt rundt i blandingen, mens rugbrødet ristes. Afkøl på bagepapir.
- Topping: Fordel et lag rugbrødsknas i en skål, og kom æblemos og herefter syltetøj over. Kom et lag rugbrødsknas og et lag æblemos mere over. Pisk fløden til skum, og kom det over. Pynt med chokolade.