Byg en kage
For at gøre det nemt får du her en enkelt opskrift på en sukkerbrødsbund, som kan bruges til det hele: roulader, lagkager, triflier og tiramisu-agtige kager. Dertil et par cremer, som du kan bruge som fyld eller til at servere ved siden af. Et kagesamlesæt, som du selv kan variere i det uendelige med bær og frugt, efterhånden som sæsonen skifter.
Ingredienser
- Kagebunde:
- ¾ dl kartoffelmel
- 1 spsk hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 3 æg, mellemstore
- 1,5 dl rørsukker
- 1 citron, revet skal heraf
- 50 g smeltet smør
- Syltede abrikoser med vanilje:
- Til 6 personer
- 800 g sukker
- 1 l vand
- 1 vaniljestang
- 1 kg friske abrikoser eller ferskner
- citronsaft efter smag
- Abrikosgelé:
- 2 blade husblas
- 2 dl lage
- Citrussmørcreme:
- 250 g smør
- 150 g flormelis
- 50 g honning
- 3 lime eller 1 stor citron, revet skal og saft heraf
- 2 æggeblommer, pasturiserede
- Citroncreme:
- Til en kage til 6-8 personer
- 2 citroner, revet skal og saft heraf
- 2 blade husblas
- 2 æggeblommer, pateuriserede
- 3/4 dl rørsukker
- 2 dl piskefløde
Sådan gør du
- Kagebunde:
- Bland de to slags mel og bagepulver sammen. Pisk æggehviderne til stift skum i røremaskine eller med elpisker. Pisk så sukkeret i, og pisk videre i 1 minut. Rør æggeblommerne i ved lav hastighed. Sluk maskinen, så snart de er fordelt. Vend forsigtigt melblandingen i æggene med en dejskraber, tilsæt revet citronskal og til sidst det smeltede smør. Vend rundt, til dejen er ensartet. Bred dejen ud med dejskraber på en bageplade beklædt med bagepapir til ca. 1 cm’s tykkelse. Det bliver ca. 30 x 40 cm. Bag ved 200 grader, til bunden er svagt lysebrun. Køl af på bagepapiret. Hvis bunden skal gemmes, skal den dækkes med husholdningsfilm, lægges på en bakke og opbevares køligt.
- Syltede abrikoser med vanilje:
- Kog sukkeret med vand og flækket vaniljestang. Skum lagen, og hold den på bævrepunktet. Pochér abrikoserne i lagen, til de er møre og klare i kødet, det er klogt at gøre det over flere omgange, så de er nemme at tage op, når de er færdige. Kogetiden er svær at spå om, det kommer an på frugtens sort og modenhed. Kog lagen ind, når abrikoserne er taget op, til den tykner til en sirup. Smag lagen til med citronsaft. Hæld derefter lagen tilbage over frugten.
- Abrikosgelé:
- Hvis du vil lave abrikosgelé til at dekorere kagen, skal du bruge 2 dl af din indkogte lage. Blød husblassen op i koldt vand, til den er helt slasket, smelt den så i en lille gryde med det vand, der hænger ved. Tag gryden af varmen, så snart husblassen er smeltet, og rør abrikoslagen ned i gryden, til massen er helt jævn. Stil geléen i køleskabet, til den er næsten stiv. Så kan du dekorere kagen med den.
- Citrussmørcreme:
- Rør det hele i en foodprocessor, til det er en jævn, tyndtflydende creme. Lad den stå lidt, til cremen har smørekonsistens.
- Citroncreme:
- Riv citronskallen, og pres saften af citronerne, imens du bløder husblassen ud i koldt vand. Pisk æggeblommerne med sukkeret, til sukkeret er helt opløst. Når æggene er klar, krammes vandet af husblassen. Smelt den i en lille gryde i citronsaften, det tager et øjeblik. Rør citronskallen i husblassen. Pisk fløden til stift skum. Bland husblassen i æggene, og bland til sidst flødeskummet i. Stil cremen koldt, til den er stivnet lidt.