Citrus-mandel-kage
En vidunderlig, intens konfektafgtig kage uden hvedemel eller smør. Mandlerne gør hele arbejdet i denne klassiske, mellemøstlige kage. Du kan sagtens erstatte med andre citrusfrugter eller blande.
Ingredienser
- TO STORE KAGER
- 2-3 pomeranser og 2 appelsiner eller
- 8 bergamotter
- 12 æg
- 650 g sukker
- 450 g smuttede spanske mandler, smuttet vægt
- 2 spsk rismel
- 1 spsk bagepulver
- Glasur:
- saft af 2 citrusfrugter
- flormelis
Sådan gør du
- Kog citrusfrugterne i vand til de er helt møre. Skær dem over og tag alle kernerne ud – de skal med ud, hver og én. Snasket i midten kører man gennem en sigte, så man er helt sikker. Kom citrussnask, skaller og resten af kageingredienserne i foodprocessor og kør, til det er næsten jævnt. Uden foodprocessor må man male mandlerne gennem en mandelkværn eller i en blender og mose citronerne fuldstændigt på valgfri måde.
- Kom dejen i to smørsmurte springforme. Bag ved 175 °C, til kagen er netop fast.
- Køl af.
- Rør en ret tyk, smørbar glasur af flormelis og citrussaft. Kagen er ikke særligt sød i sig selv, og den er en smule bitter, fordi der bruges hele frugter så sødmen fra et tykt lag glasur er nødvendig og dejlig.
- Hvis man vil, kan man fryse den ene kage eller filme den meget grundigt og komme den i køleskabet, hvor den holder sig i fin form i mindst to uger. Hvis man gemmer den ene kage, skal den først have sin glasur, lige før den skal spises.
- TIP! Det er umagen værd at bage to kager, når du er i gang. De holder nærmest evigt.
PRØV OGSÅ: Tagine med pomerans