Indisk middag - Kalv masala, naanbrød & mangolassi
Her er en skøn opskrift på en komplet indisk middag, som er leveret af tv-vært og kogebogsforfatter Felix Smith og hans hustru. Velbekomme!
4
Ingredienser
- Kalv masala
- 800 g kalvebov, skåret i 3-4 cm store klodser
- ½ tsk stødt kanel
- ½ tsk stødt kardemomme
- 1 ½ tsk gurkemeje
- 1/4 stødt nelliker
- 3 fed hvidløg
- 1 grøn chili
- 1 håndfuld mynteblade
- 2 håndfulde koriander
- 2 spsk revet ingefær
- 1-2 dl vand
- 1 citron, saften heraf
- 1 løg, skåret i både
- 2-3 spsk olie
- 1/2 knoldselleri, skrællet og skåret i 3-4 cm
- 1 dåse kokosmælk
- 2½ dl vand
- salt og peber
- Evt. lidt maizenamel til jævning
- Naanbrød
- 25 g gær
- 2½ dl lunkent vand
- 4 spsk yoghurt naturel
- 1 æg
- 2 tsk salt
- Ca. 500 g hvedemel
- olie til pensling
- nigellafrø
- sesamfrø
- havsalt
- Mango-lassi
- 2 meget modne mango, skrællede og udstenede
- 1½ l yoghurt naturel
- 1 dl tropejuice
- 3-4 spsk honning
- 3 spsk frisk limesaft
- 3 spsk revet ingefær
- en håndfuld isterninger
- Kalv masala
- Tørmarinér kødet ved at blande kanel, kardemomme, gurkemeje og nelliker sammen i en stor skål. Tilsæt kødet, og vend godt rundt med hænderne. Lad det stå på køl i to dage, hvis du har god tid og ellers to timer. Blend en krydderurtemasse af hvidløg, chili, mynte, koriander og ingefær sammen med vand og citronsaft. Sautér løget i lidt olie, tag det op, og brun så kødet godt af i samme olie ved høj varme. Tilsæt løg, knoldselleri, kokosmælk, vand og halvdelen af den blendede krydderurtemasse. Kog op, og lad det simre ca. en time. Kødet skal være mørt. Smag til med salt og peber, jævn den evt. med lidt maizenamel, og tilsæt så den anden halvdel af krydderurtemassen lige inden servering. Servér med basmatiris til.
- Naanbrød
- Rør gæren ud i vandet, tilsæt resten af ingredienserne, og ælt dejen godt igennem, og lad den hæve tildækket et lunt sted i en time. Del nu dejen i 4 store eller 8 små stykker, rul dem ud til ovale, flade brød. Læg dem på bagepapir, pensl med olie og drys med frø og salt. Lad dem efterhæve en halv times tid. Tænd ovnen på 250 grader, bag brødene 5-10 min tid.
- Mango-lassi
- Blend hele molevitten lige inden servering, juster evt. med ekstra honning. Så er det sgu næsten som at være i Indien!