Madpandekager med kødsovs
Når det er koldt udenfor er der intet som hjemlig og hyggelig vintermad - her i form af madpandekager med kødsovs. Bon appetit.
4 personer / 8 stk.
Ingredienser
- Arbejdstid: 45 min.
- Hviletid: ca. 30 min.
- Stege-/kogetid: 30-45 min. (evt. på 2 pander)
- Pandekager:
- 3 æg
- lidt groft salt
- 50 g fuldkornshvedemel (grahamsmel)
- 150 g hvedemel
- 3 dl mælk
- ca. 1 dl vand
- lidt olie + evt. smør (til stegning)
- Kødsovs:
- 500 g hakket oksekød
- ½ dl olivenolie
- 2 porrer
- 2 tsk. provencekrydderi (eller timian)
- 2 dåser flåede hele tomater (afdryppede)
- ¼ knoldselleri
- 1½ dl æblemost
- salt og friskkværnet peber
- Pisk æg, salt og de 2 meltyper sammen. Tilsæt mælk lidt ad gangen, og pisk dejen ensartet. Lad den hvile i køleskab i ca. 30 min. Rør evt. vand i, hvis dejen er for tyk.
- Varm en pande godt op, og kom olie og evt. smør på. Hæld et tyndt lag dej på, og steg pandekagerne i 2-3 min. ved middelvarme på begge sider, til de er lysebrune på begge sider.
- Kødsovs:
- Brun kødet i varm olie i en tykbundet gryde. Tilsæt fintsnittede porrer, og steg dem med i nogle min. Tilsæt provencekrydderi.
- Tilsæt hakkede tomater og fintrevet selleri. Tilsæt æblemost. Lad retten småsimre i mindst 30 min. og gerne op til 1 time. Spæd evt. med lidt vand undervejs, og rør jævnligt. Smag kødsovsen til med salt og peber.