Stegte kammuslinger med appelsinsmør

Stegte kammuslinger med appelsinsmør

En enkel forret med et hint af citrus

4-5

Ingredienser

  • ½ blomkål
  • 20 g smør
  • salt, peber og revet muskatnød
  • lidt citronsaft
  • 50 g hasselnødder
  • 16 kammuslinger (beregn 3-4 pr. person)
  • lidt olivenolie og smør til stegning
  • salt og peber
  • 50 g smør
  • saften af ½ appelsin
  • 1½ spsk citronsaft
  • salt og peber
  • 1 dl plukket frisk kørvel

  1. 1. Skær blomkålet i grove stykker. Tag en lille håndfuld fra, og finthak det. Kog den øvrige del mørt i vand med salt. Hæld vandet fra og blend blomkålen med smør, salt, peber, revet muskat. Tilsmag pureen med lidt citronsaft. Marinér det finthakkede rå blomkål med salt, peber, citronsaft og lidt olivenolie.
  2. 2. Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande.
  3. 3. Hvis der er lidt vand på kammuslingerne lægges de på et stykke køkkenrulle så væden forsvinder. Steg kammuslingerne ca. 2 min på hver side til de er gyldne og færdigstegte. Krydr med salt og peber. 
  4. 4. Kom smørret i en gryde og opvarm det, uden at brune smørret. Tag gryden af varmen og pisk appelsinsaft og citronsaft i smørret. Tilsæt de ristede hasselnødder, og krydr med salt og peber. Læg låg på og hold den varm, men opvarm ikke saucen igen, så skiller den.
  5. Anret en skefuld blomkålspuré på tallerkenen. Kom stegte kammuslinger, lidt appelsinsmør-sauce med nødder og et drys råmarinerede blomkål og frisk kørvel ved. Servér.

TIP x 2

Gå til din fiskehandler og køb friske kammuslinger. De er mere smagsfulde og nemmere at stege end den frosne version.

Du kan blende appelsin-smørsaucen kortvarigt med en stavblender, før du tilsætter de ristede nødder, det gør at saucen bliver lidt skummende.