Opskrift på osso buco med gremolata

Osso buco med gremolata

Persille er genialt drys over de fleste simreretter. Gremolata (der betyder finthakket) er det italienske navn for en blanding af persille, hvidløg og citronskal, som vi her har drysset over en skøn osso buco med masser af saft og kraft.

4 personer

Ingredienser

  • 4-6 skiver kalveskank /osso buco
  • 1½ spsk olivenolie
  • salt og peber
  • 1½ spsk hvedemel
  • 3 dl rødvin
  • 1 knold hvidløg
  • ½ bundt timian
  • 1 dåse hakkede, flåede tomater
  • 1 laurbærblad
  • vand eller kalvebouillon
  • 1 pastinak
  • 2 gulerødder
  • 1 porre
  • salt og peber
  • evt. lidt ekstra rødvin.
  • Gremolata
  • 1½ dl kruspersille, groft hakket
  • 1½ tsk citronskal, revet
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 2 spsk rødløg, finthakket
  • frisk kværnet sort peber
  • 2 spsk olivenolie.
  • Tilbehør:  Kartoffelmos eller polenta.

Sådan laver du osso bucco:

  1. Giv senen rundt om kalveskanken et lille snit 3 steder i kanten, så kødet ikke krøller sammen, når det bliver stegt. Brun kødet på en pande med olivenolie og krydr med salt og peber. Drys med lidt hvedemel og kom kødet i en gryde.
  2. Afkog panden med rødvin og hæld det efterfølgende over skankene. Flæk hvidløget og skyl timian, og kom dem begge i gryden sammen med hakkede, flåede tomater og laurbærblad.
  3. Hæld vand eller bouillon over retten, så det er dækket to tredjedele med væske. Lad retten simre 1½ time og vend kødet undervejs.
  4. Skræl pastinak og gulerod og snit dem i grove stykker. Rens porren og skær den i skiver. Vend pastinak, gulerod og porre sammen med kød og tilbered det fortsat 45 min.-1 time.
  5. Tjek, om kødet er mørt og giv det ½ time længere, hvis der er behov for det. Samlet tilberedningstid er ca. 2½ time. Krydr saucen med salt og peber og evt. ½ dl rødvin
  6. Bland kruspersille sammen med citronskal, hvidløg, rødløg, frisk kværnet sort peber og olivenolie og server det som drys til retten.
  7. Server osso buco med et drys gremolata og spis kartoffelmos til.
  8. Simretid: Ca. 2 ½ time