Nem opskrift: Ovnbagt sej med spinat og kartofler
Sej er en fast og lækker hverdagsfisk, der kan lidt af hvert. Her bager vi den i ovnen på et lag af kartofler og en lækker porre-spinatblanding. Det er klassisk ovnbagt fisk på max 30 minutter. Bon appetit.
4 personer
Ingredienser
- 500 g kolde, kogte kartofler
- 1 porre
- 2-3 spsk. olivenolie
- 70-100 g frisk spinat
- Salt og peber
- 1 citron
- 600 g sej i store tern
- 2 dl cremefraiche
- Tænd ovnen på 200 grader. Skær kartoflerne i skiver. Del porren på langs, og rens den grundigt under koldt vand. Skær i tynde skiver.
- Varm olien op på en pande, og steg porren i 3 minutter, til den er blød. Skyl og afdryp spinat. Tilsæt spinat til panden, og lad den falde sammen. Krydr med lidt salt og peber. Tilsæt saften fra ½ citron.
- Smør et ovnfast fad. Læg kartofelskiver og spinatblandingen skiftevis i formen. Læg fisken over, og afslut med et par spsk. af de stegte grøntsager. Dryp 1 spsk. olivenolie over, og krydr fisken med salt.
- Bag fadet midt i ovnen i ca. 15 minutter, til fisken er gennemstegt. Server med skiver af citron og cremefraiche smagt til med salt og peber.