Pizza med skinke og artiskok

Pizza med parmaskinke og artiskokker

Hjemmelavet pizza smager skønt. Gå italienerne i bedene og bag din egen pizza helt fra bunden. Denne smager himmelsk - og måske bliver den også en fast aftensmad-favorit hjemme hos jer?

(4 personer)

Ingredienser

PIZZADEJ:

  • 12 g gær
  • 2 tsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • 4 dl lunkent vand
  • 600 g pizzamel (fint durummel)

FYLD:

  • 2 spsk. olivenolie
  • 4 skiver parmaskinke
  • 1 glas artiskokhjerter (120 g i drænet vægt)
  • 250 g frisk mozzarella
  • Olivenolie
  • 2 håndfulde rucola

TOMATSOVS:

  • 2 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. sukker
  • 2 spsk. balsamico
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 500 g passata (pureret tomat)
  • 2 dl vand
  • Salt og peber
  • 4 dråber tabasco

PIZZADEJEN - trin for trin:

  1. Kom gær, sukker og salt i en skål. Hæld lunken vand over, og rør, til gæren bliver opløst.
  2. Tilsæt mel, og ælt til en smidig og blød dej i mindst 10 minutter. på et melstrøget køkkenbord. Kom dejen tilbage i skålen, og sæt den et lunt sted med et viskestykke over. Lad dejen hæve en time til dobbelt størrelse.

LAV TOMATSOVSEN - trin for trin:

  1. Pil løg og hvidløg. Hak begge fint.
  2. Opvarm olie i en gryde. Svits løg og hvidløg, til det lige falder sammen. Tilsæt sukker og balsamico, og kog ind i et minut. 
  3. Kom oregano og passata i gryden sammen med 2 dl vand. Krydr med salt, peber og tabasco. Kog tomatsaucen ind i 10-12 minutter, til den tykner

LAV PIZZAEN: 

  1. Rul pizzadejen ud på et melstrøget bord. Form dejen til en stor pizzabund. Kom pizzabunden på en bageplade med bagepapir.
  2. Fyld: Tænd ovnen på 225 grader. Pensl pizzabunden med olivenolie og smør den derefter med et tyndt lag tomatsauce.
  3. Riv parmaskinke i strimler, og fordel den på pizzabunden. Læg artiskokhjerter rundt på pizzaen. Skær mozzarella i skiver, og fordel den rundt på pizzaen.
  4. Dryp pizzaen med olivenolie. Bag den på midterste ovnribbe i 25-30 minutter. Pynt den færdigbagte pizza med rucola, og dryp med olivenolie.