Rabarbermuffins med hvid chokolade fra Hjemmet

Rabarbermuffins med hvid chokolade

Saftige muffins med syrlige rabarber.

Til disse muffins går jeg på jagt i mit rabarberbed efter de små røde og saftspændte stængler. De smager nemlig allerbedst, og sammen med marcipan og hvid chokolade er der dømt muffins i luksusklassen.

Skal det gå lidt hurtigt, kan du blot drysse dem med flormelis. Men da jeg havde lovet at tage en portion med til en rund fødselsdag, pimpede jeg dem med en vaniljefrosting og skiver af danske jordbær. Og det ser unægtelig lidt mere festligt ud! De fik da også hurtigt ben at gå på, så måske du skal lave en dobbelt portion.

15 stk.

Arbejdstid: 40 min.

Bagetid: 20 min.

Fyld:

250 g rabarber

2 spsk. rørsukker

50 g hvid chokolade

100 g marcipan

Dej:

100 g smør

200 g rørsukker

1 vaniljestang

3 æg

100 g hvedemel

50 g kokosmel

Frosting:

75 g smør

250 g flormelis

1 tsk. vaniljesukker

½ stang vanilje

2 spsk. mælk

ca. 5 friske jordbær

1. Rens rabarberne, og skær dem i små stykker på ½ cm’s tykkelse.

2. Læg dem i et fad, drys med sukker, og lad dem trække i 20 min.

Dej:

3. Rør blødt smør med sukker og kornene fra vaniljestangen. Tilsæt 1 æg ad gangen. Tilsæt mel og kokosmel, og rør dejen godt sammen. Tilsæt grofthakket chokolade og smuldret marcipan.

4. Vend rabarberstykkerne med 1 spsk. mel (så synker de ikke til bunds i dejen), og bland dem i dejen.

5. Fyld dejen i smurte muffinforme, og bag dem ved 200 grader i ca. 15 min., til de er gyldne og sprøde ovenpå. Lad dem køle af i formen på en bagerist, inden de tages ud.

Frosting:

6. Smuldr blødt smør i flormelis, vaniljesukker og kornene fra vaniljestangen. Tilsæt mælk, og pisk massen grundigt, til den er glat og cremet.

7. Kom frostingen i en sprøjtepose med stjernetylle, og sprøjt en lille, fin klat på hver muffin. Sæt en skive jordbær på toppen.

Tip: I stedet for marcipan kan du bruge hakkede mandler.

Prøv også min opskrift på rabarbercurd TRYK HER og rabarbertrifli TRYK HER