Rigati alla Gin: Sådan laver du pasta med gin
Fredag den 9. april er den internationale Gin & Tonic-dag. Og så er det da oplagt at putte gin i maden… også. For udover at drikke en god gin og tonic laver vi også Rigati alla Gin, en skøn pastaret med cremet sauce, grillede citroner og gin!
Du kender sikkert allerede den klassiske penne alla vodka, men her er det gin, der sammen med grillede citroner, får lov til at spille hovedrollen i den lækre pastaret. Og det er slet ikke svært at lave pasta med gin - se selv her, hvordan du laver rigatini alla gin:
DET SKAL DU BRUGE RIGATINI ALLA GIN
- 1 dl Gordon’s Sicilian Lemon Distilled Gin (har du ikke den, så en anden gin med citron)
- Olivenolie
- 400 g Rigati-pasta
- 1 økologisk citron
- 2 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 1-2 spsk. chiliflager
- 200 g tomatpuré
- 2 dl fløde
- 25 g smør
- Salt, peber, sukker
- 100 g parmesan
- Frisk basilikum
Annonse
SÅDAN LAVER DU RIGATINI ALLA GIN
- Start med at fylde en stor gryde med vand. Tilsæt salt, og få den i kog.
- Del citronen, og grill halvdelene med skæresiden nedad på en varm, tør pande. Lad dem stege, indtil skæresiden er mørk, forkullet og karamelliseret. Sæt dem herefter til side.
- Hak løgene og riv parmesan, som du også sætter til side.
- Varm nu en stor gryde op på medium varme, og kom ½ dl olivenolie i. Tilsæt løgene, og steg dem, indtil de bliver gennemsigtige. Det tager cirka 5 minutter. Hak dine hvidløg, og tilsæt dem sammen med chili-flagerne. Steg videre i yderligere 2-3 minutter. Tilsæt lidt mere olivenolie, hvis gryden føles tør.
- Kom nu al tomatpuréen i, og lad den stege, indtil den er lyserød og karamelliseret. Det tager 5-6 minutter. Det skal helst sidde lidt fast i bunden af gryden uden at blive brændt. Tilsæt nu din Gordon’s Sicilian Lemon Distilled Gin, og deglacer gryden ved at røre rundt og skrabe bunden. Lad det reducere ved svag varme i cirka 2 minutter.
- Tilsæt fløden, og lad den simre på svag varme. Rør indimellem. Tilsæt salt og peber efter smag og eventuelt 1-2 spiseskefulde sukker. Kom en stor skefuld smør i, og rør godt rundt.
- Kog din pasta, til den er al dente, og tilsæt ½-1 dl pastavand til saucen. Hæld vandet fra pastaen, og rør derefter pastaen sammen med saucen. Tilsæt nu saften fra en halv forkullet citron og cirka ¾ af din parmesan. Rør det hele godt sammen, indtil osten er smeltet og har skabt en cremet sauce, der dækker hele retten. Smag til med salt og peber.
Server din Rigati alla Gin med parmesan, frisk basilikum og olivenolie på toppen.