Vietnamesiske forårsruller

Rispapirruller & dip

Friske forårsruller med hoisindip.

12 stykker rispapir

Ingredienser

  • Fyld:
  • 2 store gulerødder
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ agurk
  • 2 blade wontondej
  • jordnøddeolie eller anden olie til fritering
  • ½ bakke bønnespirer
  • 12 flotte store mynteblade
  • 12 stængler koriander, med blade
  • Dip:
  • 1 dl hoisinsauce
  • 2 spsk sød chilisauce
  • 2 spsk fish sauce
  • fintrevet skal og saft af 1 økologisk limefrugt
  • ½ dl usaltede, ristede jordnødder eller cashewnødder

  1. Sådan gør du: Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde stave. Rens peberfrugten for frø, og skær den i strimler. Flæk agurken på langs, skrab kernerne ud, og skær agurken i tynde stave. Skær wontondejen i strimler. Varm jordnøddeolien op i en gryde, til det syder omkring en tændstik. Fritér wontonstrimlerne i olien, til de er gyldne og sprøde. Tag dem op med en hulske, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Læg alle ingredienserne klar. Rør ingredienserne til dippen sammen, drys med jordnødderne til sidst.
  2. Kom rispapiret i lunt vand ét ad gangen. Når det er blødt, lægges det på et bræt, fyldet samles i en lille bunke på rispapiret, og der laves en rulle. Når alle rullerne er færdige, drysses de med finthakket chili, koriander og ekstra wontonstrips og serveres med det samme. Dyp rullerne i dippen.